143
lunde paastaa, den absolut rette. Jeg mener endnu, at Man overhovedet kan dele Recensenterne i to Hovedklasser. Den ene Deel bestaaer af dem, som have Competence til at recensere, men mangle Lysten, som ikke gide gjøre det. Fra deres Haand er det kun sjeldent, at Man seer Noget, heri Helvede naturligviis aldrig. Den anden Deel bestaaer af dem, som mangle al Competence, men som dog, i Djævels Skind og Been, ville recensere. Disse oversvømme Verden med deres kritiske Produkter, og beherske sædvanligviis, med Vold og Svig, den offentlige Mening. Ogsaa Helvede er fuld deraf.
Denne sidste Klasse kan igjen deles i to Underklasser: Recensenter af Faget og Recensenter nærmest af Lysthaveri. Den første Underklasse bestaaer for største Delen af Folk, som selv have forsøgt sig i Literaturen, men gjort ynkelig Fiasco; de føle sig derfor nu paa det Stærkeste opfordrede til at drage saa mange, som muligt, med sig ned i Skarnet og Elendigheden, og forsømme ingen Lejlighed, foragte intet Middel til at løse deres Opgave. Den betegnende Talemaade: „at rakke ned” skal som et Slags Kunstudtryk fra dem have sin Oprindelse. Kritiken er bleven disse Menneskers Haandværk; men det er et suurt og bittert Brød, de æde. De leve og aande kun for at finde Fejl, og, hvor saadanne ikke ere til at see, for at hitte paa Fejl; hele Livsprocessen i dem gaaer op i at sanke Galde. Disse Recensenter ere de skrappeste. Jeg har engang hørt sige, at der ikke skal gives glubskere Rottekat end en Rotte,
