149
delse. O, lægger Eder dog disse mine Ord paa Hjerte, som ere fulde af Pine, og ikke uden Kjærlighed!
Du mærker nok, hvorledes jeg uophørlig pines af onde Erindringer. Men i hvilken Udstrækning, derom kan Du ikke gjøre Dig nogen Forestilling. Mine positive Misgjerninger —, det er en Selvfølge, at de martre mig; de ligge mig som Stene paa Hjertet, som gloende Stene. Paa dem tænker jeg herved ikke. Men overhovedet enhver af mine Handlinger, hvorved jeg blot i ringeste Grad har forseet mig, paatrænger sig min Hukommelse: hver lille Usandhed, Falskhed, Uret, Ubarmhjertighed, hvert lille Bedrag, hvert lille Brud paa Tro og Love, og saaledes fremdeles i det Uendelige. Ligesom med Knive og Naale anfalde disse mine Gjerninger mig, skjære og stikke mig i mit Inderste. De forekom mig engang saa ubetydelige, at jeg neppe agtede paa dem, men strax overgav dem til Forglemmelse. Men de havde deres Betydning, og nu gjøre de den uden Naade gjældende. De vare ganske forsvundne, de vare sletikke mere til; Aar paa Aar højnede deres Grave. Men der var et skjult, uforgængeligt Liv i dem, og nu vende de efterhaanden alle tilbage. De træde, den ene efter den anden, pludselig frem for mig i saa friske, levende Træk, at det farer igjennem mig. Jeg kommer dem ihu med en Nøjagtighed, som er over al Forestilling piinlig, og jeg er værgeløs i deres Magt. Vistnok er det ikke Livet om at gjøre; men, Stik paa Stik og aldrig Fred, det er allerede en grusom Tilskikkelse.
