179
En anden Aften, som vi sade sammen, spurgte hun mig pludselig: — Otto, hvad hører der til at være lykkelig? —
Spørgsmaalet overraskede mig i betydelig Grad; men jeg fattede mig hastig, og svare de temmelig prosaisk: — Dertil hører et fromt Hjerte, et godt Helbred, et godt Hjem, hvor Intet fattes, endelig et Udvalg af Fornøjelser, og nogle gode Mennesker, som elske En. —
— Det har jeg altsammen, og Mere til. Er jeg saa lykkelig? —
— Ja, er Du ikke, kjære Lili? — spurgte jeg forundret.
— Jeg veed ikke. — svarede hun eftertænksom: — Der fattes Noget, kunde jeg blot udsige det. — Jeg er ikke til Gavn og Glæde for Nogen i Verden. —
— Hvorledes kan Du dog tale saaledes? Er Du ikke til Glæde baade for Moder og mig? Og til Gavn, ogsaa det er Du. Til hvad Gavn skal iøvrigt en lille Pige, som Du endnu er, kunne være i Verden? Hun skal kun beflitte sig paa at voxe og lære Noget og blive from og god, for engang i Tiden at blive skikket til at gjøre Gavn og opfylde sin Bestemmelse. Men, som jeg sagde, er Du ikke til stor Glæde for mig og min Moder? —
— I trænge ikke til mig. Men der er saamange, som trænge. —
— Ogsaa vi trænge, Lili. Til Kjærlighed trænger Man bestandig. —
Lili rystede stille paa Hovedet.
