193
end var, havde samme Fejl som min: der var noget Kjøligt, noget Sivende ved den; jeg formaaer ikke at udtrykke det anderledes. Og, naar Alt kommer til Alt, vover jeg ikke at see klart i hendes Væsen, som i alt Andet. Hun var jo min Moder. Men der er vist neppe nogen Tvivl om, at jo Selvkjærligheden ogsaa var Grundkraften i hendes Hengivelse. Jeg har i denne Henseende kun altfor god Ret til at slutte fra mig selv.
Saa min Kjærlighed til Lili. Nej, det var dog hverken reen Brynde eller reen Egenkjærlighed. Nej langt, jeg siger, langt fra! Der var virkelig Hjerte i denne min Kjærlighed. Jeg kunde have givet mit Legeme hen at brændes for hende. Det viser da tydelig, at det ikke var blot Kjødet, som betingede mit Forhold til hende. Og i Virkeligheden hengav jeg Meget, saare meget for hende. Jeg ikke alene beherskede, men ogsaa fornægtede mig selv for hendes Skyld. Det maa vistnok indrømmes, jeg gjorde det med Udsigten til Løn for Øje, en desto fuldkomnere Løn. Jeg var ligesom Manden, hvis Tænder løbe i Vand efter Frugten, men som tvinger sig til at lade den blive paa Stilken, indtil den er fuldkommen moden. Men dog, isandhed, jeg tør vel tale om min Kjærlighed til Lili. Det var ved Aanden, hun holdt mig fast og beherskede mig. Hun kunde have gjort mig til, hvad det skulde være, til et godt og fromt Menneske. Det var ikke hendes Skyld, at jeg ikke blev det. Thi noget Væsentligt manglede i
