317
kun sjelden med Nogen. I sin Rustning hendrager han i mere end klosterlig Eensomhed sin mørke, eensformige Tilværelse. Det var ganske tilfældig, at jeg kom i nærmere Berørelse med ham. Jeg kom engang paa offentligt Sted med gammel tilvant Beundring til at omtale den herlige Viin fra Beaune, og yttrede, at jeg havde drukket den paa Stedet. Da de Andre havde forladt mig, befandt jeg mig ene med den Pantsrede.
— De har været i Burgund? — spurgte han med huul Stemme.
— Ja, ridderlige Herre. —
— Og i Beaune, nær Dijon? —
Atter bejaede jeg.
— Côte d'or, dejlige, uforglemmelige Land! — mumlede han i Veziret, hen for sig selv, og gik bort med bøjet Hoved og korslagte Arme.
Dermed endte vort første Møde. Men vi mødtes oftere; efterhaanden syntes han at vænne sig til mig. Han fortalte mig vidt og bredt om Karl den Dristiges prægtige Hof, stridbare, herlige Hære, om den Fremtid, som det stolte Burgund havde for sig, om Slag og Turneringer, hvorfra han selv havde hjembragt saa mange Trofæer. Aldrig talte han om Granson og Murten. Jeg paa min Side maatte fortælle om det forrige Hertugdømme Burgunds nuværende Stilling og Kaar, om Kajserdømmet Frankrigs Magt og Vaabenbedrifter, om de nyere Opfindelser i Krigskunsten, og den Maade,
