325
mig! Jeg var jo dog endnu den Samme; men jeg kjendte ikke længer mig selv. Jeg kunde i denne Stund have grædt bitterlig. Mens jeg levede, kom der aldrig nogen Taare i mine Øjne; dengang kunde jeg have grædt. Nu efter Døden vilde jeg saa gjerne græde; men nu kunde jeg ikke. Jeg kunde blot gyse og skjælve. Jeg var saa uhyggelig tilmode, som om jeg var bange for Spøgelser; men det var mig selv, der var Spøgelset, og jeg havde sletintet at frygte. Og hvilken Velkomst! Taarnfløjene hvinede, saa det skar mig i Hjertet; Hundene hylede; Kreaturerne bleve urolige i Staldene. Var det ikke min Yndlingshest, som saaledes stampede!
Som en Tyv sneg jeg mig ind i Borgen og gled igjennem Gangene, fra Værelse til Værelse. Hvor dog Alt var tomt, uhyggeligt og øde! Først maatte jeg see mine Børn. Jeg fandt dem i Uskyldighedens søde Slummer, friske, livsvarme, aandende Sundhed og Kraft. Oppasserinden laa i dyb, snorkende Søvn. Hvilken Smerte kan der dog ikke ligge i Kjærligheden! Aldrig havde jeg følt det som nu. Mit Indre brændte af en Ømhed, som var ganske, ja ganske spildt. Der laa de for mig, mit eget Blod; men de vare ikke mine længer. Jeg havde sletingen Deel i dem. Jeg turde ikke tage dem i mine Arme, trykke dem til mit Bryst; de vilde jo være omkomne af Rædsel. Jeg kunde blot sukke og vende mig bort for hastig at forsvinde. Her var jo
