22
Nødvendigheds. Man tager overhovedet ikke; den bliver En paalagt.
O, at kunne slumre, at kunne glemme sig selv, om end blot for et Par Øjeblikke, hvilken Vellyst, hvilken Salighed! Ak, ak, hvorfor vil jeg dog selv forøge min Pine? Mine Taarer rinde, idet jeg skriver dette; men det er ikke af det Slags Taarer, som plette Papiret. De falde kun som Draaber af smeltet Bly paa min Sjæl, min arme Sjæl. — Jeg taler om Taarer! Nej, tro mig ikke! Det var kun saa en Talemaade.
Der sad jeg den lange, uendelige Nat, Dødsnat maa jeg kalde den til Forskjel fra andre mørke, gyselige Nætter, jeg i Verden har oplevet. Dødskulde gjennembævede mig; men i mit Inderste brændte den Ild, som aldrig udslukkes. Og det var en dobbelt Ild. Det var mine Synder, som glødede, og det var mine Begjærligheder. Hvilken Glød der var stærkest og piinligst, formaaer jeg ikke at sige; kun det veed jeg, at de toge vexelviis fat, og brændte begge igjennem. Min Tanke var ligesom den Aande, der vexelviis pustede dem op i klare Flammer.
Mine Synder, — det kan ikke længer nytte at tale derom; men jeg maa. Syndens Liv er nu afsluttet; det ligger for mig med en rædsom Tydelighed, ikke alene i sin Heelhed, men i alle sine Dele, selv de allermindste. At jeg er, eller rettere, var en Synder, deraf er jeg ikke først nu kommen til Erkjendelse; det har jeg altid vidst. Men med en Kunst og Færdighed, som vid-
