350
i tung Lokkefylde falder det sortglindsende Haar nedover Nakke, Bryst og Skuldre. Hendes Ansigtstræk, fine og temmelig smaa, have en højere Skjønhed, end der ligger i en regelmæssig, fuldendt Form. Naar hun slaaer det mørke Blik ivejret, har Man ikke Sands for Andet end Øjet; i dette dybe, tankefulde, fromme Blik er hele hendes Væsen givet. Nej, dog ikke det hele. Til Blikket hører Smilet, et ubeskrivelig sødt Smiil, som det er saa saare let at fremkalde hos hende. Men om det er med Øiet eller Læben, hun smiler, det veed Man ikke; det er ligesom et Lys fraoven, der falder paa og forklarer hendes Træk.
Her har Du et svagt Billede af Lili i hendes sextende Aar. Ogsaa hun vil idag gaa tilalters; ogsaa hun synes urolig i Aanden, inderlig bevæget. Hun er blegere end sædvanlig, og Barmen hæver sig under uregelmæssige Aandedrag, stundom saa dybe, saa uendelig dybe. Ja, ogsaa hun er urolig og bevæget, men af Grunde og paa en Maade, — hvor himmelvidt forskjellig fra hvad der foregaaer i mig!
Jeg havde været tidlig oppe. Jeg satte stor Priis paa mine Morgendrømme; men idag vare de flyede bort fra mig. En kold, streng Virkelighed havde strax fremstillet sig for mig. Urolig var jeg gaaet fra det Ene til det Andet, uden at Noget havde formaaet at beskjæftige mig, endog blot for Øjeblikke. Uroen voxede; med al min Villieskraft kunde jeg ikke hindre mit Hjerte i at bæve. Naar jeg saae mig i Spejlet, maatte jeg
