366
Barn, om Gud, som er Kjærlighed, og om—Syndere, som kunne blive salige. I et Nu stod det klart og levende for ham, som om det aldrig havde været ude af hans Tanker. Og han kjendte Skikkelsen.
Da opklarede et saligt Smiil hans Aa—syn; han udstrakte uvilkaarlig sine Arme og udbrød med den sidste Kraft:
— Ja, Dig vil jeg med Liv og Sjæl, i al Evighed tilhøre! Herre, forbarm Dig, — annam min Aand! —
Og saa brast hans Hjerte. Han var gaaet bort i Fred.
Der var Noget af Flagermusens Natur hos Tante
Betty. Om Dagen kom hun kun sjelden ud; om
Aftenen derimod foretog hun sig, under Mørkets Dække,
hyppige Udflugter i Staden, i Almindelighed ledsaget af
en Pige. Til disse Udflugter, som til en vis Grad
bare Karakteer af Hemmeligheder, havde hun en særegen,
besynderlig Dragt, Forklædning kunde Man gjerne kalde
det. Jeg seer hende for mig med den gamle Kyse, som
blød og uformelig næsten klappede sammen om hendes
Ansigt og gjorde hendes Træk ukjendelige, med det gamle
uldne, langfryndsede Shawl, de solide Læder-Ankelsko
og den umaadelig store Pose paa Armen. I denne
Dragt, under hvilken Man ikke let skulde have tænkt
sig den rige og anseete Fabrikherres Søster, gik hun
med sin Pige ud paa Afteneventyr, ligesom i Tusind