389
Mere til. Da han forlod Spillehuset, stod der en ung Kvinde udenfor med bønlig udstrakt Haand. En Forbandelse svævede ham paa Læberne, men kom ikke til Udbrud; thi et saadant bønligt Udtryk havde han endnu aldrig iagttaget. Ligesom forstenet blev han staaende foran den unge Kvinde, der, uden at tale, var saa veltalende ved sit smægtende, himmelvendte Blik. Det var noget Nyt, eller kunde i alt Fald godt gjælde derfor; det var en overjordisk Dejlighed. Øjeblikkelig begreb han hvilken Guldgrube der aabnede sig for ham i dette Blik alene. Han havde fundet det længe søgte Motiv til et nyt Opsving i sin Kunst, et Middel til paany at fortrylle den overfladiske Verden.
Saa lod han for det Første Spil være Spil, og gav sig med en Iver, som i det Mindste lignede Begejstring, igjen til at male. Den unge tydske Kvinde tjente ham stadig til Model, og vedblev at tjene ham, endog efterat hendes Hud havde mistet sin Glands og Kjødet sin Yppighed. Thi Blikket blev dog tilbage, dette underfulde, velsignede Blik. Først malede han efter sin nye Model en døende Lucretia, saa en døende Cleopatra, saa en døende Virginia, endelig en levende Gudsmoder, og ved dette sidste Emne blev han saa længe staaende. Hans Billeder gjorde en stormende Lykke, og Man forlangte stedse Mere af samme Art. Derfor maatte han bestandig male flygtigere; men Blikket var der, og Man følte sig tilfreds. Dette Blik blev verdensberømt, og fandt utallige Efter-
