33
III.
Hvor længe jeg sad saaledes, ligesom indmuret i mig selv og Mørket, hvor længe denne Fortabelsens Nat varede, det kan jeg ikke sige. Kunde der end være Tale om Tid heri Helvede, noget Maal paa Tiden gives der ikke. Det kan ligesaa godt have været Aar som Timer. Thi vist er det, i denne ene Nat gjennemlevede jeg hele mit elendige Jordeliv. Begriber Du, hvad dette vil sige?
Endelig begyndte det da igjen at dæmre, med en ubeskrivelig Langsomhed. Lidt efter lidt blev Mørket mindre tykt, en svag Lysning trængte igjennem; den tog umærkelig til, og jeg kunde atter skimte. Denne Forventningens Tid, om jeg saa maa kalde den, var den mindst piinlige, jeg endnu havde oplevet i Helvede. Medens jeg med spændt Forventning higede det tilbagevendende Lys imøde, kom der endog ligesom en Skygge af Glemsel over mig. Og Glemsel er det Lykkeligste, vi her kunne forestille os. Jeg siger Lys! Ak, til Lys bliver det heri Helvede aldrig! Derfor bliver det hel-
