513
hvorpaa jeg skal grunde min Salighedssag. Det er Kilden til min Nød og Græmmelse. Snart er den stor, snart lille, og snart bliver den, dog kun for en Stund, ganske borte. Undertiden brister den for mig, ligesom i tusinde Stykker, hvoraf jeg kun beholder eet eneste tilbage, det dyrebare Frelsernavn… o, Du min Frelser! Der har været Tider, da Troen i mig var Livets Fylde; ligesom paa stærke Vinger hævede den mig højt over Verden og alle Forkrænkelighedens Kaar. Jeg troede blot, og var lykkelig. Jeg troede, at jeg kun behøvede at bede for at faa, at søge for at finde, at banke paa for at see Himmerige opladt for mig. Jeg troede, at jeg, beseglet med den Helligaand, aldrig mere kunde komme bort fra Guds Faderhaand og Hjerte, at jeg, kjøbt og betalt, for Tid og Evighed var forvaret i min Frelsers Kjærlighed. Der var ingen hovmodig Tanke i Noget af alt dette; vær forvisset derom, Fader Petrus! Men alligevel maa det have været et forfængeligt Væsen. Thi netop i saadanne Tider, saadanne Øjeblikke, da jeg følte mig idet inderligste og lykkeligste Samfund med Forløseren, var mit Fald allernærmest, og hvor dybt var ikke ofte dette Fald! Jeg styrtede pludselig ned fra det Høje, og fandt mig liggende i Støvet, sønderknust, blødende, afmægtig, ganske liig hiint Menneske, som engang rejste fra Jerusalem til Jericho og faldt iblandt Røvere. Men — den barmhjertige Samaritan var langt borte!
Ak, min Fader, hvad har jeg ikke maattet prøve!
