529
tændt tusinde Stjerner. Der var et sandt Elysium i min Sjæl. Hvilken Magt havde ikke dette Barn til at hæve Aanden i mig, til at hæve mig over mig selv, og hun vidste det ikke! Men netop herpaa grundede sig hendes hartad guddomlige Magt, at hun ikke vidste det. Jeg var virkelig i denne Stund, og en god Stund derefter, ikke alene den stærke og kloge, men ogsaa den ædle Mand, som hun i sit uskyldige Væsen saae for sig, given hende til Støtte og Beskjærmelse, og som var beredt endog til at vove Livet for hende. O lykkelige Øjeblik! — Min Himmelglæde har jeg havt, og faaer den aldrig mere.
Det lukkede stærkt ad Aften; men vi vare nærved vor midlertidige Vaaning. Ikke langt derfra var det sidste Sted, hvor vi plejede at raste, naar vi vendte hjem fra vore Spadsereture. Det var en flere hundrede Fod høj Klint, lige over Havet, det højeste Punkt paa hele Kyststrækningen. Brat som en Væg hævede den sig op fra Stranden; imellem dens Fod og Havet var der kun en smal sandet Bred. Ved Højvande skyllede Havet op, brød sig mod Klinten og sprudlede højt ivejret. Denne Aften var det ganske stille; Man hørte kun Bølgernes regelmæssige, sagte Skvulp og deres Brusen paa Stranden. Paa Klintens højeste Punkt var der oprejst et mægtigt Kors; under Korset var der en lille Bænk. Der toge vi Plads og fade hos hinanden, Haand i Haand. Solen var ved at gaa ned. Naturen trindt omkring, Land og Hav, aandede en ubeskrivelig Fred.
