557
hed, ingen Rædsel som jo bliver prøvet. Endelig slaaer Jerusalems sidste Time. Fjenden bryder ind, fnysende af Hævntørst, med knusende Vælde. Der er en Ende paa Trængslen og Nøden; men det er en forfærdelig Ende. Det er en Ødelæggelsens Vederstyggelighed, som aldrig har været seet, og aldrig vil blive seet indtil Verdens Ende.
I Dødsmørket gaaer Alting under. Saa er Historien ude, men kun for at begynde forfra igjen med den næste Lysdæmring.
Det var allerede langt henne i Tiden, da jeg
betraadte Staden. Slutningskatastrofen nærmede sig med
stærke Skridt. Det indre Fjendskab var allerede vidt
udviklet; der herskede en fuldstændig Adsplittelse i alle
Forhold. Kun Hykleriet og Hadet til den fælles
udvortes Fjende holdt endnu de adsplittede Dele sammen.
Bedrag, Forræderi, Utugt, endog af skjændigste Art, falsk
Vidnesbyrd, Mord, Trolddom borte til Livets
almindelige Sædvaner. Men efter Skinnet var det endnu
Davids herlige, hellige Stad. Zions Borg hævede sig
over Staden ligesaa stolt som nogensinde, og fra
Moriah Bjerg straalede Templet med en Glands uden Lige.
Fromheden stillede sig i lange Klæder tilskue paa alle
Gader og Torve, og et uhyre Antal Mennesker
strømmede uophørlig frem og tilbage fra Templet. Paa
mangfoldige iøjnefaldende Maader gav overhovedet det
hellige Væsen sig tilkjende. Blandt de fromme Deviser,