587
Hun traf ham paa Værkstedet, hvor mere end hundrede Hænder vare i travl Bevægelse. Det var een af de ti Spedalske, som Herren engang havde forbarmet sig over, og af hvilke kun een var vendt tilbage for at takke. Men han var ikke denne Ene. Tilfældigviis anraabte nu Kvinden ham netop i de samme Ord, hvormed han engang i sin Elendighed havde anraabt Guds Søn: — Herre, forbarme Dig over mig! — Men han forbarmede sig ikke. Han pegede hen paa det travle Liv i Værkstedet og svarede: — Kvinde, see, hvorledes Arbejdet gaaer! Alligevel kan jeg ikke overkomme, hvad der forlanges af mig. Kan Du efter dette tro, at jeg har Noget, endog blot den mindste Deel at undvære af det mig saa knapt tilmaalte Liv? Kvinde, Du maa gaa andre Steder hen, seer Du vel. —
Men Kvinden vedblev: — Herre, for Rabbi Ben-Mirjams Skyld, som engang forbarmede sig over Dig, forbarme Dig nu ogsaa over mig Elendige! —
Manden studsede, og blev først rød, saa bleg; det varede Noget, inden han svarede:
— Du er fuld af Urimelighed, Kvinde. Du veed, at mit Liv er saa meget kortere end Andres; jeg begyndte først at leve, da Spedalskheden veg fra mig, i en vidt fremrykket Alder. Og alligevel forlanger Du af mig, at jeg skal afknappe mine Dages Tal for din Skyld! Gaa, Du staaer Folkene ivejen! Jeg har allerede offret Dig Mere af min Tid, end jeg havde til Hensigt og kan forsvare. —
