597
hende dyrebarest endnu? Jeg kan ikke forestille mig det. Altsaa er der dog et Haab tilbage, og dette Haab knytter sig til hende. Ikke fordi hun har Magt til at frelse mig, men fordi det blev hende givet at føre mig til Frelserens Fødder. Maaskee vil det engang blive hende forundt, at slaa Kors over mig, ligesom jeg i Døden slog Kors over hende. Sagde hun ikke i sine sidste Timer, at vi skulde samles igjen? Og i denne Forvisning hensov hun salig. Kan det være muligt, at Gud har givet hende en salig Død, begrundet paa en Usandhed, en forsmædelig Vildfarelse? Nej, det er umuligt. Altsaa — Slutningen ligger nær; men jeg tør — jeg tør ikke gjøre den!
Men dog, igjennem hele Helvede gaaer der en Anelse om Muligheden af Forløsning og Frelse, inden det sidste Ord er blevet talt, og Alting er ude. Her dukker atter Haabet frem, og det et stort, saa svagt og dunkelt det end er. Kunde Gud taale, at et saadant Haab lysnede gjennem utallige Millioner af elendige Sjæle, dersom det blot var en daarlig Indbildning? Nej, det er umuligt. Retfærdig er Gud Herren. Vi lide kun, hvad vi have fortjent. Men ligesaa vist er det, at Gud er barmhjertig. Der kan ingen Skuffelse finde Sted! — Og dog, kunde Skuffelsen ikke høre med til Straffen, kunde den ikke, ligesom alt det Øvrige, være en naturlig Følge af det Liv, vi have ført i Verden? — O, jeg Elendige! Hvor er Haabet blevet af, som nylig klarede op i min Sjæl? — Det er atter idel, idel Mørke!
