49
røgtede hun trolig. Tante Betty var meget langt fra Fuldkommenhed; i Verdens Øjne, for hvilke hun iøvrigt kun sjelden lod sig see, var hun, mildest talt, et komisk Særsyn. Hun havde kun een eneste Fuldkommenhed; det var et Hjerte, overstrømmende af Kjærlighed, beredt til enhver Opoffrelse, et Hjerte, hvis Natur og Glæde det var at fornægte sig selv og bidrage til Andres Lykke. Paa sig selv tænkte hun aldrig. Og dette hendes Hjerte var fuldt af en Tro saa dyb og levende og eenfoldig, som noget Barn kan have den. Vistnok gik det ogsaa med hendes christelige Liv op og ned; ifølge hendes Natur kunde det ikke være Andet. Men hendes Hjerte fandtes altid paa den rette bestemte Plads. Og Gud var i hendes Hjerte. Vistnok kom hun ofte ligesom i Vilderede med sine Pligter og løb Surr i Budene; men altid stod det store Bud klart for hende, som er Fylden af alle Bud og alle Pligter: — Elsker Gud, elsker hverandre!
Fra min Fader havde hun været uadskillelig fra Ungdommen af. Nu bestyrede hun hans Huus; det var et stort Huus og ligesom to Huusholdninger. Naar det falder mig ind at sammenligne hende med Askepot i Huset, saa passer det vistnok ikke; men alligevel er der noget Sandt deri. Thi vel var hun i Huusvæsnet den uindskrænket regjerende; men hun havde i denne sin Stilling gjort sig til en Tjenerinde for Alle. Hun havde paataget sig al Ulejligheden, al Bekymringen; hun ligesom sled sig op i Huset. Men netop dette vilde
