58
lighed blev vakt. Hun selv, Barnet, kunde vistnok ikke nære den; men jeg ligesom nød hende forud. Inden jeg selv vidste Noget deraf, var jeg vunden for min Moders Plan. Der var noget ganske særeget pirrende i dette ejendomlige Forhold. At vogte Lili som min Egen, uden at hun havde nogen Anelse om, at hun var det, at see hende udvikle Ynde paa Ynde i al Uskyldighed, altsammen for mig, at danne hende efter mit Tykke, sammenhobe Skat paa Skat i hendes Væsen, indtil Nydelsens Tid var kommen, — kald det unaturligt, om Du vil; men det var henrykkende for en Natur som min. Du forstaaer mig nok, Egoismen er et Uhyre, som opsluger Alt omkring sig uden at blive mæt og uden at blive federe. Men jeg var Mere end Egoist; der var en Begjærlighedens Dæmon i mig, og Dæmoner, saa naturlige de end kunne være, finde altid deres største Vellyst i at handle mod Naturen.
Jeg gav min Moder frie Hænder til, som hun udtrykte sig, at bringe det i sømmelig Orden med Anna, og fra denne Tid saae jeg hende, ifølge givet Løfte, ikke mere. Ikke sandt, det var et stort Offer? Nu føler jeg det ogsaa!
