68
at nu alt dette ligger saa klart for mig, — jeg siger: for mig er det for silde!
At Man plager sig her ligesom i Verden med
store, fine og stive Selskaber, det er en Selvfølge; det
saakaldte Salonliv optager en ikke ringe Deel af vor
Tilværelse. Men, var denne Selskabelighed i højere
Stiil en tom og drævende Ting allerede i Verden, saa
maa Du kunne forestille Dig, hvad den er her, hvor
Tomheden og Døden ere givne iforvejen. Naar jeg nu
tænker tilbage, kan jeg ikke begribe, hvorledes jeg i
Verden kunde bringe hiin konventionelle Uskik: at gaa i
Selskab, saa mange og store Offre. Det er livagtig,
som om en ond, skadefro Aand derved havde sin Haand
med i Spillet. Tyve til halvtredsindstyve Mennesker,
som for største Delen kunde have det godt og rart
hjemme, helst Mennesker, som ikke kjende hverandre og
ikke passe sammen, trækker Aanden ved Haarene frem
og spærrer dem med hverandre inde i en Række af vel
oplyste Værelser. Det er saa et Selskab. Aanden har
maaskee deraf sine dyre Løjer; men dens arme Offre
ere nærved, at forgaa af Lede og Kjedsomhed. Naar
Aanden har moret sig nok, saa er Trolddommen løst.
Selskabet skilles ad; Lysene slukkes. Man kommer igjen
til sig selv efter den unaturlige Tvang. Vært og
Værtinde sige af Hjertet: — Gud skee Lov, at det er
overstaaet! — og Gjæsterne sige ligesaa inderlig: — Gud
skee Lov, at vi igjen ere hjemme! —
