303
hvorimod der efter det ovenfor Udviklede hverken kan være Tale om at opstille ganske almindelige Regler eller at give en udtømmende Fremstilling af samtlige i Betragtning kommende Retsforhold.
§ 97.Fortsættelse.
A.Alle privatretlige Forhold høre i Reglen under Domstolenes Afgjørelse. Det er i saa Henseende ligegyldigt, om Tvisten verserer mellem Private indbyrdes eller mellem Private og Staten eller mellem offentlige Autoriteter indbyrdes, naar blot Retsforholdet selv hviler paa et privatretligt Grundlag og maa afgjøres efter Privatrettens Principer. Saaledes ere Domstolene kompetente til at afgjøre de Spørgsmaal, som opstaae med Hensyn til Statens Stilling som Eier af faste Eiendomme, saasom med Hensyn til Kjøb, Salg, Pantsætning, osv., fremdeles Spørgsmaal om Statens Stilling som Kontrahent, saasom med Hensyn til Leverancer, Statsgjæld, osv., s. Viborg St. Tid. 1836. 518, Jur. Ugeskr. 1853. 22. 805, 1854. 503, Jur. Tidsskr. 24. 1. 152, 18. 298, jfr. 17. 193, mfl. At Domstolene i Domme mod Statskassen ikke pleie at tilføie den sædvanlige Tvangsklausul, er kun en processuel Særegenhed, der ikke væsentlig forandrer Retsforholdets Karakter, og hvis Begrundelse derhos kan underkastes Tvivl.
Naar Domstolene derimod ikke kunne antage de mod Kongen rettede Sager, selv om de hvile paa et rent privatretligt Fundament, har dette sin Grunnd i den særegne Stilling, som ifølge Forfatningen tilkommer Kongen, s. Grl. 1863 § 10 (Grl. 1866 § 12), og Forfatningsretten.
I visse Tilfælde kan det være tvivlsomt, om Retsforholdet skal betegnes som privatretligt eller ikke; navnlig forsaavidt Staten er Part, kan der spørges, om den optræder som juridisk Person, som blot Subjekt for Statsformuen, eller som den overordnede Samfundsmagt, der behersker og styrer hele Forholdet. Naar Staten optræder som Udøver af et Regale og i denne Egenskab træder i
