Side:Carl Georg Holck - Den danske Statsforvaltningsret.pdf/316

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst

306

Apr. 1859, ligesom Forholdet ogsaa har en noget eiendommelig Karakter i de Tilfælde, i hvilke Øvrigheden først skal afgive en Resolution, ved hvilken det har sit Forblivende, medmindre Parten inden en vis Tid forlanger Afgjørelse ved Rettergang, s. Fdn. 1. Febr. 1797 § 116 ff., Stempellov 19. Febr. 1861 § 82, eller hvor Parten enten forud udtrykkeligt har underkastet sig Øvrighedens Afgjørelse, s. Lov 11. Febr. 1863 § 3 (Lovs. S. 52), med Hensyn til Bevillinger og offentlige Kontraktsforhold, eller nu samtykker i saadan Afgjørelse, s. Resol. 12. Okt. 1812 §§ 4, 5, 23. Juli 1817, Fdn. 24. Sept. 1824 § 4, samt de ved Lov 11. Febr. 1863 § 3 ophævede Bestemmelser i Pl. 4. Apr. 1809 § 4, Reskr. 27. Apr. 1813, Fdn. 28. Febr. 1845 § 4 (Lov 6. Marts 1869 § 54). Imidlertid udøver Øvrigheden i visse Tilfælde ogsaa en Straffemyndighed i egentligste Forstand, navnlig mod Personer, der staae i et særeget Underordnelsesforhold til Administrationen, saasom Embeds- og Bestillingsmænd, s. Kassefdn. 8. Juli 1840 §§ 21, 24, 55 (Strl. 1866 § 309), 1. Febr. 1797 § 88, Stempellov 19. Febr. 1861 § 87, Instr. 15. Juni 1813 § 22, jfr. § 20 (Lovsamlingen for 1814), Straffanger, s. Lov 3. Dec. 1850, jfr. Lov 30. Nov. 1857 § 2 (Lovs. S. 291) (Strl. 1866 § 13), Fattiglemmer, s. Pl. 14. Dec. 1810 §§ 21, 22, løsagtige Fruentimmer, s. Lov 11. Febr. 1863 § 3, men undertiden ogsaa mod Andre, s. Fdn. 13. Dec. 1793 § 33, 26. Juni 1844 § 29, Pl. 10. Febr. 1818, Lov 7. Febr. 1851 § 28, mfl., ligesom det endelig kan erindres, at det tilkommer Administrationen at afgjøre Spørgsmaal om Beregningen af Straffangers Straffetid og undertiden at fastsætte subsidiaire Straffe, jfr. ovenfor § 96.

C. I offentligretlige Forhold, hvor Staten optræder som Samfundsmagt, der umiddelbart virker for de offentlige Formaals Fremme og i dette Øiemed behersker og styrer Almentilstanden, har man ment, at Afgjørelsen alene maatte tilkomme Øvrigheden, og at Domstolenes Myndighed maatte ansees for udelukket, hvor den ikke udtrykkeligt var indrømmet dem. I sin Virksomhed for adskillige offentlige