68
manden i Tilfælde af hans Afskedigelse, og har Vederlag herfor deri, at den kan tillægge ham en mindre Gage.
Det vil af det Ovenbemærkede fremgaae, dels at Pensionsretten ikke blot eller væsentligt tillægges Embedsmændene for disses egen Skyld, men navnlig i Statens egen Interesse, for at Statstjenesten kan blive bedre og billigere besørget, dels at Pensionen, der kan betragtes som et Supplement til Gagen, ikke er nogen Naadessag, men en lovbestemt Ret, der i fornødent Fald kan gjøres gjældende ved Domstolene, s. Grl. 1849 § 22, Lov 5. Jan. 1851, H. R. T. 1862. 578, Grl. 1863 § 14, Lov 24. Febr. 1858 § 17 (Grl. 1866 § 17). Lovgivningen har derfor ogsaa søgt nøiagtigt at bestemme, i hvilke Tilfælde Pensionsretten haves, og hvor Meget der kan fordres. Forhøielse af den lovbestemte Pension kan kun skee ved særlig Lov, idet Afvigelse fra de almindelige Regler vanskeligt bør finde Sted, og man navnlig har frygtet, at det vilde føre til Misbrug at overlade Regeringen et vist Spillerum. Paa den anden Side kan en Formindskelse af Pensionen kun Skee under visse særegne Betingelser og da kun ad Lovgivningsveien, s. Lov 5. Jan. 1851 § 6, 24. Febr. 1858 § 8.
Hvad angaaer Betingelserne for Pensionsretten ɔ: Retten til egentlig Pension af Staten, hvorved altsaa ikke udelukkes, at Vedkommende kan have Ret til Pension af Kommunen, Civillisten eller en Appanage, eller at han kan have Adgang til en Understøttelse af Statskassen, ere disse efter Grl. 1849 § 22, Grl. 1863 § 14 (Grl. 1866 § 17), smh. med Lovene 5. Jan. 1851 og 24. Febr. 1858, følgende:
1.At Embedsmanden er udnævnt af Kongen, s. Grl. 1849 § 22, Lov 5. Jan. 1851 § 1, Grl. 1863 § 14, Lov 24. Febr. 1858 § 1 (Grl. 1866 § 17). De ikke af Kongen udnævnte Embedsmænd kunne efter Omstændighederne have Adgang til en Understøttelse, men have ikke Pensionsret. Lige med kongelige Embedsmænd maae dog stilles de af Rigsdagen udnævnte Embedsmænd, s. Lov 1851 § 1, [hvilket uden Tvivl ogsaa maa giælde om Rigsraadets Embedsmænd, s. L. 1858 § 1].
