Aldrig nogensinde i Mands Minde var en Corrida forløbet saa festligt i San Sebastian. Kusken fra Coimbra var jo ikke, saaledes som det undertiden sker, en gammel, stivbenet Espada, hvem Alderen tvang til at vige for yngre Kræfter. Han var en første Klasses Klinge i fuld Vigeur, og han hidsedes af Feststemningen og Begejstringen, der brusede ham i Møde fra alle Sider.
Ialt nedlagde han sex Tyre sikkert og elegant. Da den sjette faldt, rejste Præsidenten sig og tilstod ham højtideligt „Tyrens Ører“, den højeste Udmærkelse, der kan blive en Matador til Del.
Men endnu var han ikke færdig. Endnu en syvende Tyr blev lukket ind. Den var ualmindelig haard og modig, og under vild Jubel holdt Kusken fra Coimbra sin brindo, idet han med blinkende Øjne raabte:
— Min Brud vier jeg denne Tyr! Saa nedlagde han ogsaa dette prægtige Dyr, uden at hans Klinge et eneste Øjeblik var vaklende eller ubeslutsom.
Jubelen, der brusede som et Uvejr, faldt atter til Ro i et Nu, da Kusken fra Coimbra slog op med Haanden og vendte sig mod Præsidentens Loge:
— Hr. Præsident! Ærede Forsamling! Fem lykkelige, uforglemmelige Aar har I skænket mig. I fem Aar har Eders Bifald og Velvillie fyldt mit Hjerte med Glæde og Begejstring for Spaniens ædleste, nobleste og mandigste Sport.
Med dyb Bedrøvelse skilles jeg fra Eder, men ogsaa med dyb Taknemmelighed. Men den Lykke,
