115
Bjarkemaal.
Rolf Buespænder,
Haar med skrappe Næve,
ætgode Mænd,
I, som aldrig undfly,
ej kalder jeg til Vin
eller kælende Kvinder,
heller i Vente
er Hilds haarde Lege.
Alle Kongens Venner
om Værget fatte;
for givet Guld
vi Gengæld rede.
Hver raader nu
for Roes og Rygte,
og køligt Jern
med koldt Mod møder.
Bjarke rejste sig af Lejet og bød sin Skosvend kun døsig gøre Ild paa:
Rejs Dig, Dreng,
fej Asken af Arnen,
pust paa Gnisten,
saa lyst den gløder!
Frysende Fingre
om Sværdet famle.
Værget er vegt
i valne Hænder.
Da hørte man igen Hjaltes Stemme udenfor:
De fuldgode Sværd
vi glade gribe,
vælske Vaaben
Rolf os rakte.
Efter milde Dage
maa møjsomme følge,
hellige Løfter
til Guderne holdes.
Nu for Daners Konge
alle kække kæmpe,
Krysteren alene
til Ly sig lister.
Brystet bart
mod Fjenden vi bære;
Ørn ser i Øjet
Ørn, den hakker.
Lange Sværd
sælsomt synge,
flække Aksler
og Brystet flænge.
For modige Mænd
gryr den sidste Morgen
dog for dødende Hug
Hævn vi haabe.
Hjartvar, Du falske,
af Skuld forlokket,
hvor kunde saa højsindet
Herre Du svige!
Nu Svenske med svingende
Spyd fremtrænge,
snart ere ledne
Livets sidste Stunder.
Løft fra Lejet, Ruta,
de snelyse Lokker,
hast fra Hynden,
thi hidsig er Kampen.
Døren er ryddet,
det drøner histude;
af Sværdhug i Gaarden
Genlyd gjalder.
Underligt syntes det, at saa hæftig en Kamp, saa stærk en Æggelse skulde være nødig for at kalde Bjarke ud i Vaabenlarmen.
15*
