132
Amled dræber Fenge.
tage Natteleje i selve Salen. I Hast fik Amled alle de Baand overhugne, ved hvilke Tæpperne vare ophængte ved Væggene; de mange Kroge, han havde beredt, bleve stukne i Stropperne og Tæpperne saaledes trukne hen over de sovende. Tilhyllede og indfiltrede som Fugle i Fangerens Garn blev det dem umuligt at rejse sig; der blev stukket Ild paa Hallen, og alle brændte inde.
Amled opsøgte Fenges Kammer. Inden han vækkede ham, ombyttede han hans Sværd, der hængte ved Sengen, med sit eget fornaglede. Saa raabte han Fenge op og meldte, at hans Huskarle brændte inde, Amled var kommen til Stede med sine hjælpende Kroge og vilde hævne sig paa sin Faders Morder. Fenge søgte forgæves at drage det tilnaglede Sværd ud af Skeden; i det samme faldt Amleds dræbende Hug.
Den næste Morgen stimlede man fra Nabolaget sammen for at se, hvad Ildebranden om Natten havde fortæret, og fandt da de kullede Rester af Fenge og alle hans Mænd. Men Amled stævnede Folket til Tinge, og her redegjorde han for, hvad der var sket. Han fortalte om, hvordan han gennem lange Aar havde maattet forstille sig for at undgaa sin Farbroders onde Planer, og hvorledes han nu omsider havde taget Hævn. Folket erkendte, at Amled havde handlet lige saa rigtigt som listigt, og Amled blev kaaret til Høvding i den dræbte Fyrstes Sted.
V.
Sagnene om Siklingerne.
Der findes en Gruppe Sagn, som ikke blot høre til de fineste og skønneste fra den danske Sagntid, de synes tillige at have sat sig til Opgave hvert paa sin Maade at udmale et af Livets stærkeste Forhold, Kærligheden mellem Mand og Kvinde. Alle Sagnene angaa Medlemmer af Siklingeætten, men intet strammende Baand knytter dem til hinanden. Hver Fortælling kunde gerne staa for sig, dog lovsynges i dem alle Kærlighedens stærke Magt, og de ligesom bestræbe sig for at male ulige Kvindenaturer. Vi skulle fortælle dem et for et efter den vidunderlige Billedbog, som Saxo har efterladt os.
Ifølge Oldsagn var der en berømt Slægt paa Sjælland, som hed Siklinger. Saaledes kaldte man dem, fordi mange af Slægtens Mænd og Kvinder bare Navne med Forstavelsen Sig- (af Sigr d. e. Sejr), og en Siger nævnes som den egentlige Stamfader. Det neden-
