140
Signes Død.
Da nu Hagbard var ført op paa Galgebakken, vilde han prøve sin elskedes Troskab og fik Bødlen til at tillade, at han selv ligesom blev Vidne til sin forestaaende Død, idet han lod sine egne Klæder ophænge i Galgen. Kuren ved Fruerburet antog, at Hagbard alt hængte i Galgen og meldte det til sit Herskab. Da tændte Signe og hendes Møer Ild paa Huset, og idet de omstødte Fodskamlerne, hængte de sig i deres Slør. Ilden slog højt mod Himlen, og Hagbard frydede sig over den elskedes Troskab:
Hastigt nu, Svende
slyng Strengen om Halen,
Flammen hist mig fryder!
Luende Tunge
om Troskab taler
og Eder helligt holdte.
I samstemte Sind
mod ukendt Strand
nu to vandre trygge!
Død er kun Lise,
ny Lyst os loves,
og for Troskab vi trøstes!
Og nu modtog Hagbard frejdig Døden fra Bødlens Haand.
Saaledes lyder det sidste af Siklingsagnene. Det er mægtigere, ildfuldere end de andre og har et eget dramatisk Liv. Atter her høre vi om Kærlighed som en Magt, der kun spørger om indre Værd; men Elskoven er bleven en glødende Lidenskab, som lader Pigen kaste sig uden Sky i sin Elskers Arme, da hun ser alle Veje lukkede og er forvisset om den dybe Inderlighed i hans Følelser og om hans Trofasthed indtil Døden. Kampen staar ikke mellem de elskende indbyrdes saaledes som i de andre Sagn; Livets Forviklinger og Fjenders snedige Ondskab fremkalde de haarde Kampe og den tragiske Udgang. I Stedet for det lykkelige Bryllup, hvormed de andre Siklingsagn slutte, høre vi om den uforglemmelige Troskabsprøve og Fællesdøden.
Sagnet om Hagbard og Signe er uomtvisteligt af dansk Herkomst, og det har alt fra Absalons og Saxos Tid været knyttet til Sigersted ved Ringsted. Men Sagnet var vidt berømt i den hele Nord, allerede de ældste Skjaldekvad hentyde dertil, og af Sagnet har den ældste Poesi taget nogle af sine staaende Lignelser. Saaledes blev der sunget om mangen, at han »tæmmed Sigers grumme Hest« (Galgen) eller »Signes Brudgoms svale Hest«, og man vidste, hvad den Løn var, »som Siger skænkte Svigersønnen«. Skjalden Kormak saa paa en Gaard paa Island den skønne Pige Steingerd kigge frem »under Hagbards Skæg«, altsaa bag ved en udskaaret Hagbard-Figur. En smuk dansk Folkevise blev senere lagt om de berømte elskende, og den bragte Fortællingen om dem endnu
