145
Frodes Undergang.
Jordens Skorpe
sønderbrødes,
mens Bjergjætters
Brude kvade:
»Vi maled, Frode,
som vi Dig loved.
længe nok vi Kvinder
stod ved Kværnen!«
Dette blev altsaa Enden paa den haarde Malen. Den vidunderlige Kværn styrtede sammen, og til Straf for Frodes Grumhed og Havesyge forudsagde Jættekvinderne ham den mørke Skæbne, der var i Vente; en Hævner vilde komme, brænde hans Borg og tage hans Liv og hans Rigdomme. Derom ere da ogsaa alle nordiske Sagn enige, at Frode omkom ved en brat Død, men de fortælle om hans Endeligt paa forskellig Maade. Grottesangen har aabenbart haft den Tradition for Øje — som ogsaa Beovulfkvadet kender — at Kong Frode dræbtes af en hævnende Slægtning.
Nogle Sagnberettere vide, at Jættekværnen sank i Havet, og de kende det Sted, hvor den gik under; Bølgerne hvirvle her endnu rundt i Malstrøm.
VII.
Starkad.
En af den danske Oldtids mærkeligste Skikkelser er Starkad. Fortællingen om ham er gammel og synes allerede kendt af Beovulfsangen, dog høre de fleste af Sagnene om ham ganske sikkert hjemme i den sidste Del af Oldtiden. Men Starkads Levnedsløb er ogsaa langt, det strækker sig gennem talrige Slægtled og gennem mange Kongers Regering. Han er det altid levende Vidne ved de store Begivenheder i Landet, ja hvad mere er, han griber jævnlig ind i disses Forløb. Starkad er dernæst let at kende af hans Gerninger, hans Tale og Sang. Hvad han i sine Kvad berømmer, er del sunde, kraftige, uforfinede Liv, der gør Manden stærk og modig ved sine Vaaben, medens Kvinden er den ømme, trofaste Ægtefælle og dygtige Husmoder; i Hvilens Stund gør erfarne Mænds kloge Tale Synet vidt og Tanken skarp, eller Sangen glæder og forfrisker.
Starkad tilhører Danmark, hvor meget han end færdes i det Fjerne. Han er ikke den stadige Raadgiver ved de danske Kongers Side, ikke den tapre Høvding, som fører Folket mod Fjenderne, han er den ensomme Kæmper, og ofte maa han alene optage Striden med mange, tidt svigtet af dem, som burde være Støtter for den samme Sag som han. Han dvæler ofte i Sverige eller
Danm. Riges Hist.
I 19
