158
Braavallaslaget.
Guden vilde tilintetgøre det gode Forhold mellem Kongerne og ægge dem til indbyrdes Kamp, thi han ønskede, at den store Kriger Harald, som nu var bleven gammel og blind, ogsaa skulde faa en berømmelig Død i Slag. Andre fortælle, at Harald frivilligt yppede Kiv med sin Søstersøn, for at han kunde faa en blodig Død i Stedet for hæderløs at sove hen paa Sottesengen. Med et Hærfølge af utallige tapre Kæmper vilde den gamle, navnkundige Konge drage til Dødsgudindens Boliger.
I syv Aar traf Kongerne Forberedelser til Kampen, og Braavallahede ved Braaviken i Østergøtland var udset til Pladsen for det store Stævne. Skaaningerne drog derop ad Landvejen, men de øvrige Danske, til hvem Vender, Liver og 7000 Sachser havde sluttet sig, kom til Søs; Havet syntes dækket af Fartøjer, og Himlen kunde næppe nok ses for udspændte Sejl. Kong Ring havde ogsaa samlet vældige Skarer fra alle Sveriges og Norges Landskaber.
Ring tiltalte sine Krigere og paabød, at ingen maatte give Signal til Kamp, førend de saa Kong Harald staaende paa sin Vogn og omgivet af Mærkerne. Han mindede dem om, at de kæmpede mod Modstandere, der agtede at fratage dem Land og Børn; men Danskerne vare førte af en blind Konge, og i deres Hær var der færre Danske end Tyske og Vender, som vare spage Folk.
Brune havde efter Haralds Befaling opstillet den danske Hær i Svinefylking, saaledes at Kongen selv befalede den midterste Deling, Skjoldmøen Hethe den højre, Kæmpen Hake den venstre Fløj. Med høj Røst talte den blinde Konge fra sin Vogn til Hæren og mindede om, hvor slet Kong Ring havde belønnet de Velgerninger, han havde vist ham i de unge Aar. De Danske havde altid været berømte for deres Sejre over udenlandske Fjender, og den gamle Hæder burde ikke nu slukkes ved et Nederlag.
Saa klang Lurerne, og Kampen begyndte. Skarerne blandede sig i den haardeste Nærkamp, Pile foer hvinende fra det fjerne og skjulte som en tæt Sky næsten Solen for de kæmpendes Øjne. Metallerne klang under de tungt faldende Slag og lod Luften genlyde af en forfærdelig Larm. Starkad kæmpede i første Række, mangfoldige danske Helte og ligeledes Skjoldmøer strede med vidunderlig Tapperhed, men Fjenderne trængte frem med uimodstaaelig Kraft, og især bragte de norske Bueskytter Død og Undergang med sig.
Kong Harald forstod, at Svenskerne vare ham overmægtige, og han spurgte Brune, hvilken Slagorden Ring havde anvendt. Da
