Side:Danmarks Riges Historie - vol 1.djvu/184

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

166

Skovenes Bestand og Karakter.

Tanken er nysgerrig, den spørger, om der endnu skulde staa et eneste Træ eller i det hele leve et organisk Væsen, som havde været Vidne til Menneskenes Færd i Oldtiden. Vort Land har jo saaledes »tusindaarige Ege«. Men her skuffes man; alt, hvad der levede i Oldtiden, er hensovet. Selv en saa ærværdig Eg som Storkegen paa Jægerspris tæller kun ni Aarhundreder, Jomfruegen paa Guldborgland kun syv, ingen af dem stammer saaledes fra Hedenskabets Tidsrum.

Skovlandet var altsaa i Udstrækning langt større, men endvidere var Skovenes Bestand og Karakter en helt anden end nu. Thi, som alt er sagt, Egen havde endnu kun faaet en Medbejler i Bøgen, men ikke en Overmand i Herredømmet over Skoven. Hyppigst var det derfor de mere lavstammede, bredkronede Ege, der med vid Afstand mellem Stammerne dannede Skoven; omkring dem stod paa de bedre Jorder en Underskov af Hassel og Tjørn, et tæt blomsterfyldt Krat, paa de magre Sandjorder det koglefyldte Enebærkrat.

Hyppigere end i vore Dage saa man endvidere Asp og Birk, og Linden dannede ret ofte Skove — med blinkende lysegrønt Løv, efter at de andre Skoves Friskhed var tabt — eller Lindene dannede smaa Republikker paa »Lindholmene«. Det er ret karakteristisk til Belysning af Skovvæksten, at der i Fortegnelsen over Øer i Kong Valdemars Jordebog findes 4 Lindholme, 2 Ekholme, 2 Ekøer, 1 Ekund, 3 Bokøer og 1 Birkholm. Karakteristiske vare ligeledes de store Ellemoser, hvor Rødellen stod med Stammer, der stundom vare saa tykke, at to Mænd ikke kunde favne om dem, og hvor Dyrene havde et yndet Græsnings- og Skjulested.

I det hele havde Skovene et langt mere varieret Udseende end i vore Dage, da, bortset fra vore Naaletræsplantninger, Bøgen er bleven Skovenes Fyrste. Og en saadan Stilling, som Bøgen nu indtager i Skønhedsopfattelsen, vilde Oldtidens Mænd aldrig indrømme den. Han vilde foretrække Egens knudrede, mangeformede Vækst for Bøgens ensartede Kuppelbygning og ensfarvede Løv; det mørke, plantetomme Rum under den vilde ikke hue ham. Han trængte ogsaa mere til Egens ypperlige Tømmer til sit Skibsbyggeri, sin Husbygning og sit Hjulmandshaandværk, og Landet var endnu saa rigeligt forsynet med Træ, at han ikke tragtede efter Bøgens fortræffelige Brændeved.

Ville vi i øvrigt forestille os Oldtidens Landskab, maa vi fremfor alt tænke os det med langt mere Vand end i Nutiden, med