170
Kongedømmets Ælde i Danmark.
vige altfor stærkt i deres Angivelser, selv om visse Slægtled eller Grupper af Konger komme igen overalt. Svend Aagesøn opgiver da ogsaa at finde Rede deri og meddeler kun et Uddrag. Saxo tager alle Navne til Naade og ordner Stoffet, efter som en rimelig Kritik synes at tilsige ham. Saaledes bliver hans Kongerække den længste af alle; den tæller halvhundrede Konger før Vikingetidens Begyndelse. Det er da intet Under, at de tyve ældste Konger levede før Kristus; først paa Kong Frode den fredgodes Tid, da der var en saa lang og lykkelig Fredsperiode, indtraf Kristi Fødsel; da var der Fred over al Verden. Nogen anden kronologisk Bestemmelse end denne har Saxo ikke, og det vilde jo ogsaa være Synd at tidfæste de gamle Sagn til Aarhundreder eller Aar.
Ifølge Sagnene har der altid været Konger i Danmark, selv om Landets Styrere oprindelig bare en anden Titel. Saxo fortæller, at Dan og Angul, de Danskes og Englændernes Stamfædre, ikke kaldte sig Konger, hvilket Navn endnu ikke var kommet i Brug, og Snorre Sturlason siger paa samme Maade, at oprindelig hed Kongen dróttinn, Herre. Som Minde om dette Navn er kun Betegnelsen for Kongens Hustru dróttning, Dronning, bleven staaende tilbage. Men Sagnene have utvivlsomt Ret. Kongedømmet er gammelt hos Nordboerne, som det ogsaa tidligt opstod hos deres Frænder Goterne, medens derimod de vestlige Germaner, Franker, Langobarder og Angelsachser, først i Tidernes Løb fik Konger; hos dem havde i de ældste Tider Hertuger og Ealdormen en vis styrende Magt.
Nordboerne vare frem for alt et Folk af Krigere, og der er vel ikke Tvivl om, at det var Stillingen som Hærfører, der oprindelig skabte Kongeværdigheden. Paa denne Maade opstod Kongedømmet hos andre germanske Stammer, saaledes som de kongelige Værdighedstegn — Hjelm, Sværd eller Spyd — eller som Hærmærket eller Fanen ved Kongens Side endnu pegede hen paa; ogsaa de Former, hvorunder nogen toges til Konge, saaledes ved at løftes paa Skjold, vidnede derom. Men sikkert er det ogsaa, at der i Tidernes Løb foregik en Forandring i Kongens Magtstilling, efterhaanden som Folket voksede nøjere fast til det bestemte Omraade, som det havde taget i Besiddelse, og jo større det Rige blev, over hvilket Kongen herskede. — Vi skulle nu betragte nærmere Kongens Rettigheder og hans Magt.
Den danske Konge besad sin Stilling i Kraft af Arv og ved Folkets Anerkendelse. Først og fremmest var det Fødselen, der
