187
Vaner.
Gudenavn, idet allerede Beovulfkvadet betegner de Danske som Ingwine, Ings Venner. Ja, vi kunne forfølge Navnet endnu længere tilbage i Tiden, idet ifølge Tacitus flere Folkestammer, som boede ved det nordlige Ocean, efter deres Stamfader hed Ingævoner. Saaledes ere Folk ved Vesterhav eller Østersø blevne kaldte efter en Gud eller Halvgud Ing eller Yngve, og Dyrkelsen af denne Guddom har i Tidernes Løb bredt sig længere mod Nord og Øst. I et angelsachsisk Digt om Runerne hedder det, at »Ing var først hos Østdanerne, indtil han drog østerpaa over Havet. Hans Vogn rullede bagefter«.
Njørd, Freyr eller Yngve, Freyja og enkelte andre Guder bleve, som alt sagt, af de gamle betegnede som Vaner (jfr. væn, skøn), de straalende og skønne, Lysets og Solvarmens Guddomme. De havde intet at gøre med Naturen i dens Voldsomhed, med Lyn og Jordskælv, derimod raadede de over al den frugtbringende, avlende Kraft, som gemmes i Naturen, de lærte Menneskene at gøre sig Jorden underdanig og at opfinde, hvad der bringer Nytte. Vanerne havde Kundskab om, hvorledes man skulde tage Naturens hemmelige Kræfter i sin Tjeneste — »Freyja lærte først Aserne Sejd (Tryllekunst), saaledes som Vanerne havde for Skik«, siger Snorre — de bringe Rigdomme og Guld mellem Mennesker.
Men Guldet er farligt, det ægger til Lidenskab, det sløver let Mandens Kraft og lader ham for Skin og Skal glemme Kærnen. Derfor maatte ogsaa Aserne, de ældgamle Guder, blive betænkelige ved at Vanerne og deres Dyrkere trængte frem mellem Folkene, de maatte ruste sig til Kamp mod de nye Gudevæsner. En sindrig Myte rummer endnu Fortællingen herom.
Da første Gang en Kvinde af Vanefolket — hun bar det betegnende Navn Guldveig (veig d. e. Styrkedrik, Kraft) — kom til Asers Bolig, blev hun nedstødt af dem og brændt. Men hun, der som andre Hekse ogsaa kaldtes Heid, levede op paa ny, og dette gentog sig, hver Gang Guderne lode hende lide Baaldøden. Vanerne vilde ikke lade denne Fornærmelse mod dem uhævnet, og deres Tilhængere samlede sig om Gudeborgen. Odin slyngede sit Spyd mod Folket, og den første Folkekamp i Verden opstod. I Digtet Vøluspaa kalder Spaakvinden (Vølven) denne Kamp frem for Erindringen:
Hun mindes den første
Fejde i Verden,
da med Spyds Spids
de Guldveig stødte
og i den højes
Hal hende brændte.
- ↑ Af den Samling af Kvad, hvoraf den ældre Edda bestaar, findes der — foruden nogle spredte Brudstykker — kun to Haandskrifter bevarede. Af disse er den saakaldte Codex regius paa det store kgl. Bibliotek i København det ældste.
24*
