Side:Danmarks Riges Historie - vol 1.djvu/220

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

202

Offermaaltidet.

ret ofte flere eller endog mange. I det hele vare Nordboerne Yndere af »skaarne Guder«; de skare Billeder af dem paa Husgeraad, paa Skibets Stævn eller andensteds; de forarbejdede smaa Gudebilleder af Hvalrostand, Sølv eller Ler til at bære i Pungen eller Lommen. Men der er intet saadant Billede bevaret fra Oldtiden, i det mindste intet, som vi med Sikkerhed tør udpege som et Gudebillede.

Naar der skulde holdes Offerfest, blev Dyret slagtet af Goden, der lod Blodet rinde i den hellige Kedel; han dyppede Offerkosten deri og stænkede og besmurte Gudebillederne og Templets Vægge med Blodet. Kødet blev kogt i store Kedler i Langhuset, hvorpaa det uddeltes til dem, som her eller i andre Bygninger deltog i Offermaaltidet. Husets Herre eller Høvdingen indviede Drikkehornet, som derpaa sendtes rundt, idet man drak en Mindeskaal (gammeldansk minnæ) til de Guders Ære, som man vilde fejre. Ved en saadan Lejlighed kunde da ogsaa de, som deltog i Offergildet, aflægge et højtideligt Løfte om at udføre en eller anden Bedrift.


Der er endnu kun eet Forhold at omtale, fordi vi ogsaa deraf faa Vidnesbyrd om, hvorledes Guderne æredes i Danmark, og hvilke Guder man især tilbad. Vi ville betragte de Person- og Stedsnavne, som indeholde hedenske Guders Navne.

Det kan slaas fast, at en Nordbo aldrig har baaret samme Navn som en af Guddommene. Vi træffe aldrig paa en Mand, som hed Thor eller Odin, eller paa en Kvinde, som hed Frigg. Hedningen vilde føle det som en Formastelse, om han gav sit Barn en Guds Navn, saaledes som ogsaa vi Kristne vilde forarges ved, om nogen kaldte sig Kristus. Derimod stødes vi ikke ved, eller finde det endog tiltalende, om nogen hedder Kristian eller Kristoffer, og paa samme Maade fandt de gamle Danske, at det ikke blot var tilladeligt, men viste Ærefrygt mod Guderne, om man kaldte sin Søn Frøger eller Frøsten, Thorgils (Troels) eller Thorulf, sin Datter Frøgerth eller Thorgun. En Fader kunde netop vie sit Barn til en bestemt Gud ved at kalde det med Navne som Othinkar, Frøvin, Thorsten, Thorberg, ligesom han kunde bringe Guderne en Hyldest ved at mærke Barnet med et Navn som Asgot, Asfrith, Asgun, eller som Guthfast, Guthfrith, Guthvin og Guthmund.

Vi kunne derfor være forvissede om, at naar vi alligevel i gamle Kilder synes at træffe paa Mænd, der bære et Gudenavn, skyldes dette en Fejl i Optegnelsen. Den formentlige Othin har heddet Øthæn (oldnorsk Auðun), Thor vistnok Thorth eller Thorir osv.