232
Ansgar drager til Sverige.
derimod Vej for Kristendommen paa et andet Sted i Norden, nemlig i Sverige. Fra dette Land var der kommet Udsendinge til Kejser Ludvig i andet Hverv, men de meddelte ogsaa, at i deres Folk mange ønskede at antage Kristendommen, og at Landets Konge gerne vilde tillade Præster at prædike. Kejseren raadspurgte igen Wala om hvordan han skulde faa Prædikanter, og paa Abbedens Anmodning begav Ansgar sig til Hoffet og erklærede sig beredt til at overtage Missionen. Til Ledsager fik han Vitmar, Munk fra Corbie, der i sin Tid havde forestaaet Klosterskolen sammen med Ansgar, medens derimod Gislemar, en from Munk med glødende Tro, overtog Ansgars Stilling hos Kong Harald.
Allerede samme Efteraar (829) droge de afSted, men var Ansgar hidtil sluppet for Ulykker, skulde de nu strømme ind paa ham. Under Sejladsen traf de paa Sørøvere; Købmændene, som rejste med dem, slog vel tappert det første Angreb tilbage, men i andet Anfald sejrede Vikingerne og toge Skibe og Gods fra de rejsende, der knap nok slap uskadte i Land. Da de sprang fra Borde, fik de reddet saa meget som de kunde holde i Haanden, ellers gik alt tabt, saaledes henved 40 Bøger, som de skulde bruge til Gudstjenesten, saavel som de Gaver, de medbragte til den svenske Konge. Fortvivlede over Ulykken vare enkelte stemte for at vende tilbage, men Ansgar hævdede, at de skulde blive deres Forsæt tro og fortsætte Rejsen. De maatte nu vandre den lange Vej til Fods og, hvor Havet skød sig ind, lade sig sætte over. Til sidst kom de til Björkö (Birca) i Mälaren, hvor Svenskernes Konge Björn boede. Han tog venligt imod dem og tilstod dem Lov til at forkynde Kristi Evangelium. Ikke faa hørte deres Prædiken og lode sig døbe, deriblandt Hergeir, som var Høvding i Byen og Kongens Raadgiver; han var saa grebet af den kristne Lære, at han ikke længe efter byggede en Kirke paa egen Arvejord. Stor Glæde var der ogsaa hos de mange kristne Fanger, som igen fik Evangeliet at høre.
Ansgar blev halvandet Aar paa Björkö, men vendte derpaa tilbage til Kejserriget, idet han medbragte Runebreve fra Kong Björn. Med Sandhed kunde de hjemvendte melde, at nu var der aabnet Troen Indgang i hine nordlige Egne. Der var vundet Resultater, som langt overgik de svage Forsøg i Danmark. Ikke blot var Antallet af døbte langt flere, men selve Landets Konge havde beskyttet den nye Lære, store Høvdinger havde sluttet sig til den, og alt dette var her naaet, uden at Kristendommen havde behøvet de politiske Hensyns farlige Støtte.
