Side:Danmarks Riges Historie - vol 1.djvu/266

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

244

Regner Lodbrogs Hustruer og Sønner.

og derpaa ladet stivfryse, saa at de bleve uimodtagelige for Slangernes Bid og Gift. Saaledes beskyttet lykkedes det ham at fælde Uhyrerne og at vinde Prinsessen. Thora blev Moder til en hel Flok Sønner, Radbard, Dunvat, Sivard, Bjørn, Agner og Ivar.

Skønnest lyder dog Fortællingen om hans tredje Hustru Kraka. Den smukke Bondepige havde fortryllet Regner, som befalede hende at komme til sig hverken paaklædt eller nøgen, ikke mæt, dog heller ikke fastende, uden Ledsager og dog ikke alene. Næste Morgen kom Kraka vandrende, ikkun hyllet af et Fiskergarn og sit tætte, lange Haar, ikke fastende, idet hun havde bidt i et Løg, og ikke ene, da hun ledsagedes af sin Hund. Regner mærkede, at hendes Klogskab ikke var mindre end hendes Skønhed, og tog hende til Hustru; snart viste det sig, at denne Bondepige i Virkeligheden var en forskudt Kongedatter.

Af disse Ægteskaber var rundet et Sønnekuld, hvortil sjælden var set Mage. Ivar Benløs var en tapper Kriger og Hærkonge, uagtet han havde Brusk i Stedet for Ben i Kroppen. Bjørn Jernside havde vundet sit Tilnavn ved sin mandige Styrke, og den djærve og tapre Sigurd hed Orm i Øje efter det Snogebilled, man saa i hans Øje. Ubbe den Frisiske var Navnet paa den tapre Søn, som med sine Krigere havde slaaet sig ned paa de frisiske Kyster.

I det meste af hvad der fortælles om Regners og hans Sønners krigerske Gerninger og Erobringer, kunne vi let genkende Spejlinger af Vikingetidens store Togter og Bedrifter rundt om i Europas vestlige og østlige Lande, ja endog Toget ned til Italiens Kyst. Ved disse farverige Skildringer skulle vi her ikke dvæle. Derimod skal Sagnet om Regner Lodbrogs Død og hans Sønners Hævn endnu fortælles. Med uforglemmelige Træk hedder det derom saaledes i de gamle Beretninger:

Northumbrerne havde jaget Ivar bort fra deres Land og taget en Mand ved Navn Ælla til Konge — her sigtes altsaa til Begivenhederne o. 865 (S. 242). Regner sejlede da med en Flaade over Havet, landede ved York og slog Ælla paa Flugt. Næppe var Regner draget bort, førend Ælla paa ny søgte at erobre Landet. Saaledes maatte Regner igen vende sig mod ham, og i denne Kamp blev Regner Ællas Fange. Kongen lod ham kaste i en Ormegaard, hvor Slanger og Orme tilredte ham ilde. Men Regner udholdt Lidelserne med stor Standhaftighed; han kvad med høj Røst om sine Bedrifter, som han alle opregnede, og tilføjede, at om Grisene vidste, hvad Galten led, vilde de bryde ind i Stien og tage Hævn for