Side:Danmarks Riges Historie - vol 1.djvu/302

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

280

Rimbert bliver Ærkebisp.

af var der ikke Tale om, at Frankerkongen kunde hævde et Herredømme hinsides Elben; alt hvad Sachserne formaaede var at forsvare Landene Syd for denne Flod mod Danskernes Angreb.

For Kristendommens Vækst i Danmark, for saa vidt denne skulde plejes fra Ærkesædet i Hamburg-Bremen, maatte disse Forhold være saare ugunstige. Vi skulle nu kaste et Blik paa, hvorledes Ansgars Efterfølger virkede.

Paa selve Ansgars Dødsdag valgte Præster og Menighed Rimbert til hans Efterfølger, og ingen kunde være værdigere til at træde i hans Fodspor. Allerede medens Rimbert var Dreng, havde Ansgar lagt Mærke til hans fromme Sind og draget ham ind paa den gejstlige Bane; senere blev han Ansgars fortroligste Discipel. Mesteren havde dog intet villet foregribe, og skønt han udtalte: »Rimbert er værdigere til at være Ærkebisp end jeg til at være Diakon«, udpegede han ham ikke til sin Efterfølger. Først tredje Dagen før sin Død talte han til ham derom, og Rimbert vovede ikke at modsætte sig. Valget blev bekræftet af Kong Ludvig, og Ærkebispen af Mainz indviede ham. Rimbert var imidlertid bundet ved et Løfte om, at han efter Ansgars Død vilde gaa i Kloster, og derfor tog han Kutten i Ny Korvei; han fik Lempelse i Overholdelsen af Munkereglerne, men forsømte dog aldrig Tider, Bøn og Sang. Rimbert var ofte paa Missionsrejser i Norden, han skal paa Sejlads til Sverige have blidnet Havet med sine Bønner; jævnlig udsendte han ogsaa Præster for at prædike mellem Hedningerne.

Imidlertid mangle alle nærmere Efterretninger herom; Rimbert var desværre stadig sygelig, især svag i Fødderne, hvad der sikkert i høj Grad hæmmede hans Virksomhed i Missionens Tjeneste. Ti Aar efter hans Embedstiltrædelse blev det ham tilladt at have en Munk Adelgar som stadig Medhjælp eller Fuldmægtig til Tinge, ved Hove og i Leding; til sidst fik han ogsaa en Synodes Tilladelse til at udnævne ham til sin Eftermand.

Rimbert har sat sig et smukt Eftermæle som Forfatter af den varme og skønne Levnedsskildring af Ansgar. Det er det første, større Kildeskrift fra en Frankers Haand, der giver Meddelelser om Hjemliv og Sæder hos Nordboerne. Rimberts opofrende Godhed viste sig i hans Bestræbelser for at frikøbe kristne Fanger, endog med Kirkekar, og det fortælles, at han engang ved Slesvig løskøbte en fangen Nonne mod at give sin egen Hest. Han døde 11. Juni 888 og blev begravet i Bremen uden for St. Peters Kirke