339
Vendernes Opstand og Tilbagefald til Hedenskab.
Disse Begivenheder bleve afgørende for Tysklands Stilling til de Danske og Venderne gennem et Aarhundrede. Det viste sig skæbnesvangert, at Kejserne vare saa optagne af Lokkelandet i Syden. Ikke blot frigjorde alle slaviske Folk ved Østersøkysten sig fra Kejserens Herredømme, men al den Kristendom, som langsomt var groet frem hos dem, mejedes bort eller visnede hen under den nye Fremvækst af Hedenskabet. I Wagrien havde Kristendommen fundet Indgang, under de to første Bisper af Slesvig havde det vendiske Landskab hørt til deres Stift, indtil et særligt Bispesæde indrettedes i Starigard (S. 333); nu faldt Befolkningen atter tilbage til Hedenskabet. I Landene ved Havel og Spree ophørte al Kristendom.
Kong Harald havde ved Efterretningen om, at Kejser Otto II
rustede sig til sit Tog mod Danmark, ogsaa kaldt Hakon Jarl til
Hjælp, og i Overensstemmelse med sin Lenspligt var denne ilet til
Grænsen og havde kæmpet med ved Forsvaret af Danevirke.
Efter at Felttoget var til Ende og endnu medens Hakon laa ved
Limfjorden, meldte Sendebud ham, at Kong Harald ønskede at
samtale med ham. Ledsaget af nogle faa Folk drog Hakon til
Kongen, og da denne forlangte, at han skulde antage den kristne
Tro og lade sig døbe, stod ingen anden Udvej ham aaben end at
efterkomme Befalingen. Men Harald forlangte tillige, at han skulde
indføre Kristendommen i Norge og medgav ham Præster til at
prædike Troen. Al denne Tvang indgød den stolte Nordmand, der
desuden var Hedning ifølge Overbevisning, Had og Vrede, og næppe
havde han forladt Kongen, førend han besluttede at sige sig helt
løs fra det danske Overherredømme. Han lod Præsterne sætte i
Land og styrede imod Øresund, paa hvis Kyster han hærgede løs.
Derpaa tog han Rov langs den østlige Skaaneside og naaede
Gøtaland. Hakon lagde til ved et af Skærene, og for ligesom at give
Aseguderne Oprejsning for det fremtvungne Frafald, holdt han stort
Blot, og søgte ved Lodkastning at erfare, om hans Togt vilde gaa
lykkeligt af. Da kom der to Ravne flyvende, som skreg højt og hæst,
og Jarlen skønnede, at Odin havde med Behag modtaget Blotet.
Saa brændte han sine Skibe og foer med Hærskjold over Landet. Ottar Jarl, som raadede for Gøtaland, drog mod ham, men blev overvundet efter en alvorlig Kamp, og Hakon kunde drage videre gennem Smaaland og Vestergøtland til Norge.
Jarlerne i Viken havde samlet deres Flaade for at optage Kampen med Hakon, men da han nærmede sig, opgave de al Mod-
43*
