385
Knud tages til Konge i England.
om, at det var en naturlig Død; det er kun et upaalideligt Udsagn af sildige Krøniker, naar Knud siges at have ladet Edmund myrde ved Eadric Streonas Haand.
Havde Svend Tveskægs uventede Død for to Aar siden været skæbnesvanger for de Danske, bragte Edmund Jernsides Bortgang dem nu uformodet Lykken i Haand. Kong Knud syntes ved selve Himlens Vilje at være bleven kaldet til at tage Englands Trone.
Knud lod Landets gejstlige og verdslige Stormænd sammenkalde til et Møde i Begyndelsen af Aaret 1017. Ingen var vel i Tvivl om, hvad Udfaldet vilde blive. Knud sad inde med den nordre Halvdel af Landet i Kraft af Erobringens Ret og ved en Afstaaelse af Landets retmæssige Konge; den langt overvejende Del af disse Landsdeles Befolkning havde sluttet sig til ham, og hans Magt støttedes ved den Styrerdygtighed og det Krigertalent, som han klart havde lagt for Dagen. Den sydlige Halvdel af Landet havde ganske vist været Edmunds i Kraft af Arv, men i fuld saa høj Grad var den bleven knyttet til ham ved hans dygtige og sympatetiske Optræden. Edmund havde vel efterladt sig Sønner, men de kunde som smaa og umyndige ikke komme i Betragtning, og blandt hans mange Brødre var der ikke een, som særlig havde vundet Angelsachsemes Hjerte eller paa nogen Maade vist Landet Tjenester. Intet var derfor rimeligere end, at man gjorde Ende paa Landets uheldige Deling og med Udelukkelse af enhver Ætling af den gamle Kongestamme tog Knud til Konge.
VI.
Kong Knud som Englands Hersker. Han ægter Emma og bliver ved Haralds Død Konge i Danmark. Hans Principper for Styrelsen af Landene.
Kong Knud stod saaledes over for den største Opgave, som nogen Sinde var bleven stillet en Vikingekonge. Han skulde herske over et overvundet Folk, forsone alle de skarpe Modsætninger, som fandtes i det, og bringe det paa Fode efter de fortærende indre Kampe og al den udefra lidte Nød. Det maatte være Kongens Maal at skabe en Oprejsningstid, hvor der blev sat Grænse baade for det moralske Forfald og den økonomiske Tilbagegang. Og fra første Færd mærker man, hvor klar den 22-aarige Konge er over de Maal, han maa stræbe imod, og de Veje, han skal gaa.
Det gjaldt for det første om at belønne de trofaste Hjælpere og saaledes sikre sig deres fremtidige Bistand. Han lod England dele
Danm. Riges Hist.
I 49
