| 478 | Kong Knud og de hallandske Bønder |
Harald havde styret som en Folkekonge, der ikke ønskede at gøre Kongemagten gældende ud over, hvad der hidtil havde været dens Grænse, men langt snarere vilde indsnævre den til Gunst for Folket. Under Knuds Regering mærker man derimod fra første Færd, hvorledes Kongemyndigheden gør sig gældende med sikker Tro paa, at den alene er i Stand til at skabe en stærk Statsbygning, et anset Rige og en velordnet Kirke. Knud havde i sin Tid ved Isøre ikke villet give Løfter, og heller ikke nu gjorde han Tilbud, langt snarere truede han, dengang han ved sin Hylding sagde, at havde de kaldt hans Broder Hén, saa skulde de nu føle den skærpende Haardsten.
Han kom paa sin Rejse til Halland og fordrede Redskud (Ægter) paa Tinge, men Bønderne vægrede sig at yde mere, end forhen Lov var. »Det er vel, Bønder«, sagde Kongen, »at I holde over, hvad Loven er, men I maa da ogsaa sætte Pris paa, at jeg lyser min Ejendom i Fred for Eder«. Dette fandt Bønderne rimeligt, og Kongen sagde da: »Saa forbyder jeg, at I Hallandsfarer lade Svin eller Kvæg græsse i al den Skov, jeg ejer og som ligger her næst ved Eder«. Da der laa en bred Kongeskov langs hele Hallands Landside, hvor Bønderne havde store Mængder Svin paa Olden, vare de lidet tjente dermed og tilstod Kongen al den Redskud, som han fordrede.
Kong Knud drog derfra til Skaane, hvor han ligeledes holdt Ting med Bønderne. Det forekom dem, at han stillede altfor store Forlangender, som de derfor nægtede at gaa ind paa. Da sagde Kongen, at han ventede af dem, at de som Hallænderne vilde lade ham raade selv over sin Ejendom, og da de bekræftede dette, sagde han, at de vel vidste, at alt Øde i Landet var Kongens. Ogsaa dette indrømmede de. Da sagde Kongen: »Saa hævder jeg Øresund som mit Eje, og jeg forbyder Eder al Fiskefangst deri«. Men Bønderne kunde ikke være tjente med at lukkes ude fra den rige Fiskefangst, og derfor tilstod de Kongen alt, hvad han ønskede.
En stærk Kongemagt maatte have til sin første Opgave at skabe Fred og Ro for Borgernes Virken. Paa Isøremødet var det netop blevet ytret, at hvad Landet trængte til, var en Konge, som kunde vogte Landet mod Vikinger; derfor vilde den øvede Stridsmand og Hærfører Knud være den rette Fyrste. Denne Tillid blev ikke skuffet, thi Knud rensede de danske Farvande aldeles for Sørøvere, og Frygt for hans Vaaben holdt de vendiske Plyndrere hjemme. Ogsaa paa Landjorden var der Fred for Drabsmænd og
