| De tre nordiske Kongers Mede ved Gøtaelv. | 497 |
gjorde sig imidlertid kostbar, og da han hverken efter anden eller tredje Budfærd vilde vende hjem, tabte Magnus Taalmodigheden, faldt ind i Halland, hvor Sveinke opholdt sig, og tog baade Gods og Fanger, men led dog ogsaa Tab. Omsider kom det til en Sammenkomst mellem Magnus og Sveinke, som besluttede sig til at vende tilbage; han var fra den Tid af Kongens troeste Mand. Ved Gøtaelv kunde nu Købmænd fra mange Lande færdes i største Tryghed.
Disse Rivninger med Norge stemmede saa lidt med de to Folks Ønsker, at de maatte have en Ende. Der havde i en Menneskealder bestaaet Fred og Venskab imellem Folkene med mange indbyrdes Tilknytninger, desuden var det jo de danske Kongers Agt at bringe Kirken i de nordiske Lande under et fælles Overhoved med Sæde i Lund, og denne Tanke syntes netop da at skulle blive til fuld Virkelighed.
Kong Magnus havde i nogle Aar med skiftende Held kriget med Kong Inge i Sverige, idet han gjorde Fordring paa Dalsland. Kong Erik søgte nu at mægle mellem de stridende, og et Møde ved Gøtaelven blev aftalt, hvor alle tre nordiske Konger personligt skulde indfinde sig (1101). Til den berammede Tid stævnede Fyrsterne herhen, og mærkelig hurtigt bleve de enige; i næppe halv saa lang Tid, som et Maaltid varer, havde de naaet til Forsoning. Enhver af Kongerne skulde beholde sin Arvejord og enhver af dem erstatte sine egne Undersaatter, hvad Skade de havde lidt; de skulde søge at udjævne alle Tvistemaal indbyrdes paa bedste Maade. Endelig skulde Kong Inge give Magnus sin Datter Margrete til Ægte og hun bringe som Medgift det Landskab, hvorom de havde tvistedes.
Det var skønt, at Striden saa let blev udjævnet, men de omstaaende kunde da ogsaa kun med Beundring betragte de tre stolte Høvdinger, hvis Lige vanskelig kunde findes. Inge var den ældste, som han var den føreste og havde det elskværdigste Udseende, Magnus saa mest krigersk og ridderlig ud, men Erik var den skønneste og anseligste; alle tre vare de velvoksne, uforfærdede og veltalende Mænd.
186. Mønter, prægede for Erik i Lund og Randers.
Danm. Riges Hist. I 63
