| 514 | Henrik plyndrer ved Grænsen. |
Lübeck ved Trave, Nord for det nuværende Lübeck, hvor Henrik ofte opholdt sig, var der en Kirke.
Man kunde vente, at det vilde blive til stor Fordel for Danmark, at de urolige slaviske Lande under en ordnet Styrelse adlede en Slægtning af det danske Kongehus, men Kong Niels' Uklogskab gjorde netop den dristige Henrik til en farlig Fjende for Landet. Niels forholdt ham nemlig hans Mødrenearv, og i sin Forbitrelse herover sendte Henrik jævnlig Krigere ind paa de Omraader Syd for Ejderen og Slien, der hørte under dansk Magt; ja Niels vovede slet ikke at overnatte i Slesvig, medmindre Friserne bleve tilsagte til Vagthold. Jarlen Elif havde da Grænsevagten, men paa ham kunde Kongen ikke stole.
Niels besluttede da at angribe sin Slægtning og landede med en Flaade i Nærheden af Lútjenburg i Wagrernes Land, samtidig skulde Jarl Elif fra Hedeby føre Rytteriet herhen. Men bestukken af Henrik udeblev Elif, og Niels maatte optage Kampen med de Tropper, han havde med sig, medens Henrik omsværmede dem med sine Ryttere, der angreb snart fra en, snart fra en anden Side. Udmattede trak de Danske sig tilbage til en Højde, hvorfra de den næste Dag gjorde Udfald, men lede Nederlag. Harald Kesje maatte bæres til Lejren paa et Skjold, hans Broder Knud blev saa haardt saaret, at han ikke kunde gaa, en af hans Krigere styrtede ved List en Slaver af hans Hest, satte Knud op paa den og bragte ham saaledes i Sikkerhed. De Danske holdt sig endnu i deres Forskansninger paa Højden, men lede af Udmattelse, Sult og Tørst. Det var den 9. August, Dagen før St. Laurentius' Dag, og i deres Kvide lovede de, at om de slap derfra, vilde de for Fremtiden altid faste paa den Dag og Dagen før Allehelgens Dag og paa Langfredag. Ved Solens Opgang droge de i mindre Hobe ned mod Skibene; under Vejs stødte Skaaningerne, som vare holdte tilbage af Stormvejr, til dem og dækkede Tilbagetoget, men da dette maatte foregaa over en Sump, havde Fjenderne atter Overhaand, og mange dræbtes, inden de naaede ud til Skibene. Elif blev straffet for sit Forræderi med at miste sin Stilling og sin Fædrenearv.
For Sønderjyderne oprandt nu en sand Jammertid. Stolt over sin Sejr angreb Henrik Landskaberne mellem Ejder, Sli og Danevirke, ja stundom endog selve Slesvig By. Tilmed var der nu ingen Embedsmand ved Grænsen, hvorfor mange mente, at de ustraffet kunde begaa allehaande Uret, og danske Undersaatter, som Friser, Holster og Ditmarsker, saavel som fremmede deltog i disse Røverier.
