| 546 | Slaget ved Fotevig 1134. |
ned ad Stevns Klint og drog til Skaane for at kæmpe for Erik. Denne havde Hallændinger og Skaaninger saavel som de sydlige Øers Indbyggere paa sin Side. Endelig førte Eriks Søstersøn Erik (den senere Kong Erik Lam), som i Tyskland havde baaret Navnet David, 300 Tyske til Erik Emunes Hær.
Hvor Kong Niels' Hær vilde gaa i Land, vidste man ikke, men mindst havde man ventet, at han vilde lande ved Skaanes sydligste Fod. Det var imidlertid over mod Fotevig, at Flaaden stævnede anden Pinsedag 4. Juni 1134. I den store Høllvig, som den nu hedder, eller Fotevig, som dens Navn var i ældre Tid — i den samme Vig, hvor senere igennem Aarhundreder Hanseaternes Skibe, som søgte til Skanør eller Falsterbo, havde deres trygge Red — kastede Skibene Anker og landsatte Krigerne. Valget af dette Landingssted vilde have været udmærket, saafremt Udskibningen havde kunnet foregaa uforstyrret og Tropperne faa Tid til at rykke frem over Landtungens smalle Fod. Magnus havde sandsynligvis ogsaa gjort Regning herpaa og ikke ventet, at man skulde komme til at kæmpe paa selve Helligdagen. Men her havde han ikke taget i Betragtning, at Erik netop udmærkede sig som Kriger ved sine hurtige og snarraadige Bevægelser, og at et ypperligt Rytteri udgjorde hans Hærs fortrinligste Bestanddel. Saa saare Budskabet om Landsætningen var naaet til Lund, kastede Erik sig med sine Ryttere ned mod Sydkysten. Magnus' Fortrop var ikke naaet længere end til Hammer, da den saa Støvskyen under de fremstormende Krigere og saaledes blev nødt til at optage Kampen paa et Terrain, hvor Hæren ikke havde Lejlighed til at udfolde sin hele Styrke. Magnus kæmpede selv med Løvemod, og faldne Fjender laa i Dynger omkring ham; ingen i hans Skare holdt sig tilbage, men Eriks Indhug var ligesaa tappert som uimodstaaeligt. Hans Søstersøn Erik styrtede uforfærdet midt ind i Fjendens Rækker og nedmejede de kæmpende i Hobetal. Da Flugten begyndte, fuldbyrdedes Nederlaget. Over Mosegrund og Sandstrækninger ilede man, som man bedst kunde, til Kysten, og her styrtede Krigerne sig i Søen, vadede eller svømmede ud til Fartøjerne, til hvis Sider de klamrede sig. Man saa her forfærdelige Scener, saaledes vendte de Krigere, der vare optagne i Skibene, Vaabnene mod deres egne Kammerater, for at de ikke skulde overfylde Skibene og disse synke. Mellem dem, der i Tide reddedes om Bord, var Kong Niels, der var undkommet paa en Hest, hans Bryde havde skaffet ham.
