Side:Danmarks Riges Historie - vol 1.djvu/572

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst
548 Kong Niels bliver dræbt af Gildebrodrene i Slesvig.

dragende ham i Møde, ligeledes en Skare Haandværkere under deres Mærker.

Men næppe var Kongen kommen til Kongsgaarden inden for Porten, førend Gildeklokken lød og Borgerne væbnede strømmede ud med Raab om Hævn for deres tabte Oldermand. Niels befalede Følget at søge Skjul i St. Peders Kirke, selv vilde han i Kongsgaarden modtage Døden, som han nu saa nærme sig. Borgerne trængte paa, Kongens Følge kæmpede fortvivlet for ham, men snart laa Niels fældet (25. Juni).

Mange paastod, at Kong Niels var bleven dræbt ved Svig, og da Aaret efter Bisp Adelbjørn døde af Saarene fra Fotevigkampen, opfattede man hans Død som Straf for Kongens Drab i Slesvig. Det var imidlertid dumdristigt af Kong Niels uden at tage Gisler at drage ind i denne By, hvis Borgere vitterlig nok vare delte i Partier, og han havde ikke betænkt, at det paahvilede Gildebrødrene som Pligt at hævne deres dræbte Broder. Og sikkert er, at ingen mere end den uordholdne Konge havde bidraget til, at Ærlighed i Færd og Tillid til en Mands Løfte paa de Tider var som svundet bort af Samfundets Bevidsthed.

Saaledes omkom den sidste af Svend Estridsens Sønner. Kong Niels havde været en Mand, som intet ondt vilde, men hvem meget svagt skyldtes, en Fyrste, om hvem intet stort, men meget smaaligt kan fortælles; han blev gammel, uden at Aarene gjorde ham erfaren, og vel regerede han længe, men lidet havde han naaet at udrette.

VI.
Kong Erik Emune. Hans forandrede Holdning og Mangel paa Styredygtighed. Togene til Rugen og Norge. Kongens Mord.

Erik maatte se paa Kampens Udfald som en vidunderlig Tilskikkelse. Han, der hidtil havde kæmpet med større Kækhed end Lykke og som havde maattet flygte fra Sted til Sted, var nu bleven Sejrherre i det afgørende Slag. Hans tapre, raadsnare og hurtige Optræden havde vel hos enkelte skaffet ham Navnet »Lynet fra Norden«, men mest havde man dog, spottende over hans idelige Flugt, kaldet ham »Harefod«. Efter Sejren i Skaane gav man ham det glimrende Tilnavn Emune, den, som altid vil mindes. Og da nu paa Treugersdagen efter Slaget ogsaa Landets Konge blev dræbt, faldt Kampens Frugter fuldmodne i hans Skød. Han skyndte sig til Slesvig By og belønnede rigt dens Borgere. Et halvt Aar senere