| Kong Valdemar hylder Kejser Frederik. | 609 |
med Kejseren ved Broen over Saône en af de sidste Dage i August Maaned, men var bleven betænkelig. Han havde givet Løfte om at medbringe Pave Aleksander, der havde søgt Ly i Frankrig, men denne vægrede sig ved at møde, og saaledes maatte Ludvig, der opholdt sig i Dijon, ved allehaande Kneb og Paaskud unddrage sig den lovede Sammenkomst. Han sluttede i Stedet herfor Forbund med Kong Henrik af England om, at de i Forening vilde anerkende og støtte Aleksander.
Kong Valdemar var Vidne til, hvordan Kejserens Forhaabninger smuldrede hen; han havde følt sig mest fristet til at flygte over paa fransk Grund, men Kejseren fik det forpurret. Imidlertid blev Viktor IV selvfølgelig af Mødet erkendt som ret Pave. Der var dog een Akt, hvori Valdemar ikke vilde deltage, og det var, da Pave Viktor skred til Bandlysning af sin Modstander. Kongen forlod sammen med Absalon Forsamlingen for ikke at synes delagtig i den uretfærdige Akt. Pave Viktor traadte frem med en Skare Bisper omkring sig, der bare brændende Fakler, og efter at han havde læst Forbandelsen over Roland og udstødt ham af de Kristnes Samfund til at være fordømt med Djævelen og hans Engle, kastede Bisperne Faklerne mod Jorden og slukkede deres Ild med Foden. — Den følgende Dag blev Livo, uagtet Absalon nedlagde skarp Indsigelse derimod, af Pave Viktor viet til Biskop i Odense.
Der var i de samme Dage bleven holdt Rigsdag, og Valdemar hyldede her Kejseren, idet han lagde sine Hænder i hans. Denne Erkendelse af Kejseren som Lensherre havde dog ikke stor Betydning, eftersom den danske Konge hverken skulde kunne kaldes af Kejseren til Rigsdage eller tjene ham med Ledingshjælp, ligesom Valdemars Søn og Efterfølger ikke skulde være bundet ved hans Tilsagn. Til Gengæld gav Kejseren Løfter om at ville skaffe Valdemar Herredømmet over Pommern.
Det pragtfulde Møde var til Ende, og Deltagerne vendte hjem. Tilsyneladende havde det bragt Kejser Frederik og Pave Viktor en Sejr, i Virkeligheden havde det kun medført Skuffelse. Viktor IV var alene bleven anerkendt af det tyske Riges Bisper, og Mødet havde snarest medført, at man uden for Rigets Grænser blev skræmmet af Kejserens Overgreb og sluttede sig fastere om Aleksander. Blandt de mange, der skuffede vendte tilbage fra Mødet, var ogsaa Ærkebisp Hartvig af Bremen; han havde ikke af Kejser Frederik faaet sit Ønske opfyldt om, at Nordens Kirke atter skulde blive
Danm. Riges Hist. I 77
