| Kong Valdemar udsoner sig med Pave Aleksander. | 611 |
Da dette skete, var Pave Viktor allerede død (April 1164). Hans Tilhængere valgte en Efterfølger, som dog ikke formaaede at skaffe sig Anerkendelse, og Aleksander III kunde derfor nu vende tilbage til Bom. Han havde endnu haarde Kampe at bestaa med Kejseren, og først mange Aar efter nødsagedes ogsaa Frederik til at anerkende ham; da var han alt forlængst anerkendt af de fleste Riger.
I Danmark begyndte de Gejstlige snart efter Kongens Hjemkomst fra Mødet ved Besançon med hans Tilladelse at henvende sig til Pave Aleksander med deres Ansøgninger og Ønsker; derfor tilskrev denne nogle Aar efter Kong Valdemar, at han haabede, at han nu, da han var vendt tilbage til Lydighed mod St. Peter og til Kirkens Enhed, vilde holde urokket fast herved; tillige bad han ham om at indsætte Eskil igen i hans fulde Værdighed, da Paven var forvisset om, at han vilde vise sig trofast mod ham og Riget. Han tilskrev samtidig Absalon og tre andre Bisper om at indgaa med Forbøn for Eskil hos Kongen. Af den hensynsfulde Maade, hvorpaa Aleksander gik til Værks, fremgaar, at Paven fuldt var paa det rene med, at Eskil ikke var landflygtig alene for sin Holdning i Kirkestriden. Valdemar har vel ogsaa kun tøvende givet efter, dog kunde Eskil i 1168 vende hjem til sit Fædreland. Lykkeligvis var han nu en anden Mand, end da han drog ud; omsider syntes han lutret af Modgangens Nød.
De skismatiske Bisper havde imidlertid igen maattet slippe deres Stillinger. Acco i Slesvig blev afløst af Absalons Ven Frederik, og Livo i Odense fik til Eftermand Simon, Kannik i Lund. Biskop Eskil i Aarhus rensede sig fra det skismatiske Smuds, hvormed han havde plettet sig, og gav til Sone en Del Bispegods til Oprettelse af et Kloster.
Vi have i det foregaaende ofte omtalt den mægtige Hertug Henrik Løve. Han raadede ikke blot over Sachsen; som Hertug af Bajern strakte hans Magt sig lige til Alperne, og han styrede alle disse Lande med stor Kraft og næsten kongelig Selvstændighed. Han havde sat sig til særlig Opgave at betvinge de vendiske Folk, der boede ved Sachsens Grænse og Østersøen, og ligeledes stræbte han efter at plante Kristendommen og tysk Kultur i disse Egne.
