| Digtekunsten. | 717 |
sige thu tokt, thu skalt, men ellers fandtes kun een Form for alle Personer af Verbet i Enkelttal og ligeledes een for alle i Flertal.
I Ordføjningen var der endnu mange Afvigelser fra nyere Dansk, saaledes anvendtes den ubestemte Artikel sjældent (varthær fot af hoggæn; rithær man uppæ man ællær kunæ), der var en tættere Ordstilling uden Præpositioner, hvor vi vilde anvende saadanne, og en anden Rækkefølge af Ordene.
Naturligvis bragte Kristendommen og Kirken en Del fremmede Ord ind i Sproget (kirkiæ, provæst, præst, klærk, almusæ), og andre Ord kom ind ved Kulturpaavirkninger, med Dannelsen eller Forfinelsen (pil, iuncfrugh, greuæ, junkhærræ), i det hele holdt Sproget sig dog endnu rent for fremmed Paavirkning.
Vi skulle nu se, om Digtekunsten endnu satte Blomst i Danmark som i fordums Dage. Selv om ingen af den danske Oldtids Kvad ere bevarede, have vi jo Vidnesbyrd om de Former, som Digtekunsten anvendte, gennem Runeindskrifterne, der endnu paa Svend Estridsens Tid talte i Rytmer. Men Runestenenes Tid var nu forlængst forbi. Med Runer ristedes nu kun Indskrifter paa Kirkemure eller paa Døbefonter og Kirkekar, og alle disse Indskrifter talte paa Kirkens Maade og i det latinske Sprog. Den første Gang, vi paa ny møde en Digtning paa Dansk, er i Folkeviserne, hvoraf de ældste kunne føres tilbage til Valdemarernes Tidsalder. Men Rim, Rytme og Strofebygning har i Viserne et helt andet Udseende; især har Enderimet holdt sit Indtog og indtil vore Dage været eneraadende i alle Landes Poesi.
Enderimet var ukendt i Litteraturen i den klassiske Oldtid, dog kunde man allerede da i folkelig Poesi træffe ensklingende Endelser som Støtte for Hukommelsen. Først i Kirkens latinske Hymner fra Oldtidens Slutning bleve Enderim anvendte, og fra dem og fra hvad der digtedes af lignende Art i Middelalderen, trængte Rimet ind i Digtningen paa Folkenes Maal. Saaledes maatte Bogstavrimet, der overalt hos de germanske Folk havde bundet og ordnet Verset, efterhaanden tage Flugten og sammen med det hele den Rytmik, der knyttede sig til den ældre Rimform. Maalet var nu især Versenes melodiske Fald, ikke den ved Betoning bestemte Fremhæven af Tankeindholdet. I Tyskland skete Forandringen temmelig brat allerede mod Karolingertidens Slutning; den saakaldte Ludwigslied (S. 267) bestræber sig helt igennem for at give Enderim, om end Eftervirkning af Stavrim endnu spores. I England holder Bogstavrimet langt taprere Stand og forsvinder først et Aarhundrede,
