| 804 | Abbed Vilhelm bliver Helgen. |
hedens retslige Stilling denne, at gejstlige Personer kun kunde sagsøges eller tiltales for gejstlig Ret; dog skulde som Regel Processer om Jord paakendes af Sandemænd eller af særlige Kirkenævn. Naar de Gejstlige vare Sagsøgere, maatte de ordentligvis benytte almindelig verdslig Domstol. Alle Gejstlige vare fritagne for personlig at gøre Ledingstjeneste; hvis der paahvilede deres Jord Ledingsbyrde, maatte de stille en Mand for sig. Bisperne skulde dog, naar Kongen udbød Hærtjeneste, selv møde tillige med deres Mænd; vi have set, hvorledes ikke mindre end tre Bisper vare blevne fangne i Bornhøvedslaget. Hver Præst, som »levede renlig« (i ugift Stand), havde et Bo frelst for alle offentlige Ydelser. For Klostrene gjaldt, at alt det Gods, som de havde erhvervet før Laterankonciliet 1215, var skattefrit, medens alt, hvad der var erhvervet efter den Tid, kun opnaaede Skattefrihed ved særligt kongeligt Privilegium. Andet Gods, der tilhørte Kirker eller gejstlige Embeder, blev kun skattefrit ved kongelig Benaadning, men Kongerne havde givet Privilegier af dette Indhold i stort Antal, og paa dem blev der søgt Stadfæstelse ved en ny Konges Tronbestigelse. Naar ekstraordinære Skatter, f. Eks. Plovpenge, paalagdes, maatte alle bidrage; den Gejstlige var lige saa lidt som Herremanden fritaget derfor.
I det religiøse Liv i Danmark paa de Tider vil man kunne iagttage Forhold, der pege paa, at en ældre Tid er ved at afsluttes, ligesom Bevægelser, der vidne om, at en ny Tid er ved at bryde frem.
Ikke længe efter sin høje Beskytter Absalon var Abbed Vilhelm bleven kaldet bort. Han var til det sidste vedblevet at være den udmærkede Klosterforstander og Lærer, en Sjælesørger og Raadgiver for høje og lave, saa at han i Virkeligheden stod som en Vejleder for Folket. Om Vilhelm end følte sin store Betydning, var han dog altid inderlig from og ydmyg i sin Fremtræden; han levede i uforandret Tarvelighed og bar til det sidste den grove Haarskjorte nærmest Kroppen. Vilhelm døde 1203 og blev begravet under stor Deltagelse i Æbelholtklosterets lille Trækirke. Men Vilhelms Ry for Fromhed snarere steg end mindskedes ved hans Død; der strømmede saa mange syge og Pilegrimme til hans Grav, at Kirken ikke kunde rumme dem, og man erfarede daglig vidunderlige Helbredelser og andre Jærtegn ved Graven. Denne Tilstrømning bragte Klosteret en saa betydelig Indtægt ved fromme Gaver, at det kunde bygge en stor Stenkirke. Ærkebisp Anders Sunesøn og Bisperne i Oslo og Skara androg hos Paven om, at Vilhelm maatte blive optaget
