| 840 | Skaaningernes ejendommelige Karakter. |
rundtom kom — som det endnu hænder i Skaane — Karlene dragende for at faa Del i det store Arbejde. Og kun Danske fiskede, de fremmede havde fuldt op at gøre med at indkøbe Fangsten, nedsalte den og indskibe Tønderne. Det var Skanør, som var Hovedpladsen (se Kortet S. 547), og efter den havde Markedet Navn; først nogle Menneskealdere senere træder Falsterbo frem i første Række. Ved Falsterbo havde Kong Valdemar »af Kærlighed til alle Købmænd« paa Dominikanernes Bøn ladet rejse et mægtigt og kostbart Vartegn, som kunde vejlede ved Sejladsen, og han havde givet Tilladelse til, at det fornødne Brænde til Fyrilden maatte tages i hans Skove.
Skaane modtog saaledes hvert Aar i nogle Maaneder europæisk Besøg. Det var i øvrigt et af de mest ejendommelige blandt de danske Landskaber, paa en vis Maade mest gammeldags i sin Færd. Skønt Skaane var et forholdsvis rigt Landskab og havde den kirkelige Hovedby (metropolis) i sin Midte, var Befolkningen her i flere Henseender tilbage i almindelig Kultur og hængte ved gammel Overlevering, eller den holdt fast ved et vist ubundet Liv især i de mange Skovegne i Landets Yderkanter mod Øst. De to Oprør herovre i 1180erne havde allerede vist, hvor utilbøjelig man var til at føje sig ind i Samfundets nye Ordning. Man havde her større Vanskelighed end i de andre Landsdele ved at faa Præsternes Cølibat gennemført; vi have ogsaa set Jernbyrd holde sig her som Bevismiddel sejere end andensteds, her bevarede man endnu saa-danne gamle Skikke som at dømme fredløs paa Landstinget ved Vaabentag (S. 411), man holdt i sit Sprog stærkere fast ved de gamle Former (S. 716). Helmold omtaler Skaanes Befolkning som særlig dygtig i Vaabenfærd; et vist Vildskab prægede den dog ogsaa: »vi erfare, at eders Land mere end noget andet i vort Rige er besmittet af Manddrabsforbrydelse«, skriver Kong Knud i en Forordning for Skaane, hvori han skærper Straffen for denne Forbrydelse. Af Skaanes Historie i langt senere Tider mærkes ogsaa Befolkningens ejendommelige Karakter; i det 17de Aarhundrede betegnes Skaaningerne som taprere end Indbyggerne i de andre Provinser, bedre i Stand til at taale ondt og med større Færdighed i at bruge Skydevaaben.
