JOHANNES V. JENSEN
naturligt for den levende at brovte med udødelighed, den højeste sundhed finder sit udtryk i pral og trudsel, menneskets fineste potens er den dundrende løgn. Når manden er på sin krafts højdepunkt, må han slå ihjæl. Livet dræber.“
„Den store sommer“ begynder med et hårdt blussende gilde, som Christian II's kampbroder, Jens Andersen Beldemark holder i Odense bispegård. Odensebispen er just en mand for Johs. V. Jensen. Til ham vender digteren stadig tilbage. Jens Andersen har talt til hans digterhjerte. Og det er et stolt minde, han har rejst ham.
Det heder tilsidst om bispen, i „Vinteren“:
„Jens Andersen, der aldrig selv havde sparet nogen, blev ødselt mishandlet af sine fiender, da han kom så vidt, at de kunde nå ham. Han var en gammel mand, da de stillede åringers hævntørst ved langsomme og grove pinsler på hans person. Stikkende vitser, der i hans frodigheds dage var undsluppen ham mod Gud og hvermand, fik han tilbage på sin krop, da han blev skrøbelig. De klædte den faldne Guds mand af til skindet og salvede ham med honning og satte ham ud i solen til skive for fluer og myg. Se ham, se denne kjæmpeskikkelse, som alderen har plyndret, blottet og prisgivet insektsværmen! Det var den store biskop og soldat, det var den utrættelige studepranger, levemanden og juristen! Det var sortekunstneren, det var adepten, der manede med bogen på sadelknappen! Tiden var falden fra ham, tiden havde trukket sig tilbage fra ham. Denne ruin var engang et ukueligt forstandsmenneske og en blind spiller. Hvor der nu kvalmede en lav røg, der stod i fordums tid et bål af drifter.“
— 173 —
