151
op mod Jens Lunds Hoved, betragtede hans Ansigt, som de bestandig voldsomt optagne Tanker efterlod i en ubevæget Stivnen, og han sagde:
— Hans Ansigt, Henry, vender indefter.
— Ja, svarede Australeren.
Og da Jens Lund gik forbi dem hen gennem Vognen — han gik med begge sine Hænder knyttede — sagde Joán:
— Han har Hænder ligesom en Rorgænger.
— Det er rigtigt, sagde Henry, og paany slaaet ved Klangen i Grev Ujházys Stemme, sagde den unge Australer, ligesom før:
— Hvor De dog beundrer ham.
Og med en pludselig Overgang føjede han til:
— Jeg er glad, at der ikke er nogen Pianist, jeg beundrer — — — saadan.
— Hvorfor?
— Jo, sagde Australeren og lo og holdt op med at lé: For saa vilde jeg vel holde op med at spille.
Joán saa paa Henry Collyett med et Glimt, før han slog sine Øjne ned og hørte Mme de Stein sige:
