190
Medens Konduktøren kom ind, stod de i Gangen og saá ud i Mørket:
— Nu er vi vist i Ungarn, sagde Henry.
— Ja, sagde Joán: Nu er vi i Ungarn.
Deres Cigaretters Ringe formede sig og løste sig op.
— Hvor sært de slynges, sagde Australeren og fulgte Ringene med Øjnene.
— Ja.
— Jeg har saa tit forsøgt paa, sagde Henry, at danne dem, som jeg vilde. Men det kan man alligevel ikke.
Joáns Øjne fulgte Røgen:
— Det kan maaske Hr. Jens Lund, sagde han.
Men Henry Collyett lo og sagde:
— Han kan vel ikke alt — for Fanden.
De skiltes og Joán gik ind til sig selv. Han tændte de to Vokslys, som han altid havde med paa Rejse, og stillede dem paa Bordet i to smaa Stager. Saa slukkede han den elektriske Lampe og gik i Seng.
Han laa længe — længer end to Timer, da det bankede paa hans Dør.
Det var Australeren:
